VBergsøeDeForbistredeDrenge

198 Oktoberdag dækkede de min Moders Grav. Jeg har aldrig glemt, hvad hun maatte lide; aldrig, hvor meget hun elskede os. Der blev tomt og øde i min Faders Hus. Selv gik han omkring taus, bleg, med sænket Hoved og Hænderne paa Ryggen som en sorg­ bunden Fange. Fabrikens Arbejdere sendte med­ lidende Blikke efter ham og mig paa vor Vandring gennem Stuerne. Det var kærlige Folk, som vilde os alt Godt, men mod Sorgen hjælper kun Et — Tiden, men den skrider saa dræbende langsomt og har stundom flere Sorger i Følge. Og det blev netop Tilfældet her — Dødens Le var hvæsset, og den vedblev at høste. Den 9. Februar 1846 døde min Bedstefader ; min Bedstemoder fulgte ham elleve Dage efter. „Det er som om Døden i denne Tid vil berøve os Alt, hvad vi elsker“ , skriver min Fader. Paa mig gjorde disse bratte, hurtig paa hver­ andre følgende Dødsfald en særegen Virkning. Jeg var i den Alder, hvor man begynder at ane Livets Alvor, og man sparede mig ikke for at se Døden i Ansigtet. Efter Datidens Skik maatte den lille, tiaarige Dreng med til alle disse Be­ gravelser, som fik et end tristere Præg derved, at de kjendte Hjem forvandledes til Ligstuer