VBergsøeDeForbistredeDrenge

211

blive et fremm ed B a rn i et fremm ed H jem — det var fry gteligt! Men sam tid ig b e to g e s je g a f en an d en F ø ­ lelse, som pinte m ig næ sten lige s a a m e get som Skilsmissen. H v o rle d e s je g end sa a e denne, fo re­ kom den m ig at væ re en S tra f, en F o rv isn in g , en Gaaen i L a n d fly g tig h e d til u kend te E g n e — og jeg havde jo intet forb rud t. J e g h av d e altid hørt, at m an sen d te do vn e eller o p sæ tsig e D ren ge til Sorø o g H e rlu fsh o lm ; m en je g h a v d e jo b a a d e været flittig o g ly d ig — h v orfor sk u ld e je g d a bort? — V ilde m an g ø re det triste H jem ly se re ved o g sa a a t o v ergiv e d e ts æ ld ste S ø n til N oget, der for ham v a r lige s a a fry g telig t som F æ n g se l? Jeg turde ikk e tale til F a d e r om a lt dette; dertil var R esp ek ten for stor, m en det k om d o g frem tilsidst som en læ n g e tilb a g e træ n g t H u lk en . En A ften to g h an m ig m ed p a a en S p a - seretur. V i van d red e ud a d N ørreallé, o v er S ø ­ erne og frem o v er N ørreb ro, som den G a n g la a med landlige H av er o g H u se. S a a n aa e d e vi A ssiste n s-K irk egaard , bøjede til V en stre , gik gennem en sto r Po rt o g v an d re d e s a a en som t omkring i D ød en s sto re H ave, K o rs v e d L ig - stén, Ligstén ved K o rs. Endelig k om vi til en lille, h egn et Plet, hvor en H æ n g eask viftede m ed sin e la n g e , sv a je 14 *