VBergsøeDeForbistredeDrenge

212

G rene o v er en hvid M arm o rtav le med gylden Sk rift. F a d e r try k k ed e k ram p a g tig t min Haand o g p eged e m o d S ten en . D er sto d : „H e r n e d la g d e s de jo rd isk e Levn in ger af S o p h ie L o u ise B e rg sø e , den kæ rligste Hustru og øm m este M oder. E n lille S ø n hviler ved hendes S id e .“ Nu fø rst fo rsto d je g F a d e r s Hulken i den m ø rk e, en som m e A ften. F o r første G an g stod je g ved m in M o d ers G rav , for første G an g for­ sto d je g D ød en s A lv or, T a b e ts uendelige Smerte, o g je g g ræ d m ed F ad e r, tun gt, u stan d seligt — bitrere T a a re r h ar je g næ pp e græ dt. S a a v an d red e vi videre, m e n s Mørket faldt o g Stjern ern e tæ n dtes. H v o r vi kom hen, veed je g ikke. J e g s a a e en A a , der bu gtede sig siv- b ræm m et i k rum m e B link, grø n n e E n g e , Tjørne­ hæ kk e, der væ rn ed e grø nn e H a v e rs Helligdomme. S a a k om vi til et sto rt, b redk ron et T ræ med en ta rv e lig Bæ n k . V i sa tte o s ; F a d e r stirrede læ n g e ud for sig , s a a sa g d e h a n : „H v o r Livet d o g er u sse lt! — M an slid e r o g slæ b er sig til D ød e igen n em det, o g s a a veed m an ikke en G a n g , h v orm ed det e n d e r !“ Der la a en u en d elig Sm e rte i disse Ord, som je g den G a n g k n a p fo rsto d , men dog har b evaret. J e g sv a re d e Intet. F a d e r henfaldt i