VBergsøeDeForbistredeDrenge

217

„H vad hedder d u ? “ sp u rg te je g , rørt o v er hans Sym p ati. „Je g hedder F læ b e fip ,“ sv a re d e h an o g sa tte sig p aa S en ge k an ten . „H vorfor hedder du d e t?“ „Jo , for n a a r de S to re sla a r m ig, s a a flæ b er jeg, og de sla a r m ig h v er en este D a g .“ „Men hvorfor sla a r de d i g ? “ „Fordi det m o rer dem — du vil o g s a a fa a Prygl hver en este D a g .“ „H v ad sk a l je g d a g ø r e ? “ „Du sk a l gø re lig esom je g : G a a a f V ejen for dem, stikk e a ’, løbe din V ej, o g brøle h ø jt, naar de sla a r d ig — de k an ik k e lide, a t m an brøler, for de er b a n g e for, at M ag iste ren sk a l høre d et.“ „Men det vil je g ikk e — je g løber ik k e min Vej. “ „Ja , s a a fa a r du P r y g l, s a a du ikk e k an røre d ig .“ „ S a a sig e r je g det til M a g iste re n .“ Den lille F y r sa a e ald eles forfæ rd et p a a m ig. „V il du sla d r e ? “ sp u rg te h an m ed stiv e , runde Øjne. „Nej — je g vil k la g e — je g vil ikk e h a ” Prygl.“