VBergsøeDeForbistredeDrenge

216

b red sku ld ret D re n g m ed en fedt, fladt Ansigt o g et P ar onde, stik k en d e Ø jne. H an standsede lige fo ran K om o d e n , m aalte m ig fra T op til T a a , o g h v isle d e s a a g e n n em T æ n d e rn e : „Hvad er du for en F la b ? “ „ J e g er in gen F l a b , “ sv a re d e je g sagt­ m o d ig. I sam m e N u hørte je g en su se n d e L y d og et væ ld ig t K la sk . T u sin d e Ildfunker gnistrede ud a f m ine Ø jn e , o g d a je g nogenlunde fik Rede p a a m ig selv, la a je g u nd er min Seng m ed et P ar U n d erb u x e r i H aan d en . „ T a g d ig nu i A g t for n æ ste G a n g ,“ be­ m æ rk ede den sto re D ren g o g g ik fløjtende ind i L æ se v æ re lse t. D et v a r m in E n tré i P en sion atet, o g den sv a re d e ju s t ikk e til m in e Forven tn in ger. H u lk end e hørte je g et U h r s la a nede paa G a n g e n ; s a a en v æ ld ig T um m e l o g Trampen a f m a n g e Hæ le. J e g fry gted e fo r, at „næste G a n g “ m u lig k u n d e k om m e str a x o g skjulte m ig b a g D øren, der atter g ik op. D enne G a n g trak je g V ejret lettere. Det v a r „d en lille F y r “ , so m m ed ø je n sy n lig Interesse b etrag ted e m in b lu ssen d e K in d o g derpaa be­ m æ rk ed e: „ L a n g e N ik h ar n ok lan ge t dig en ord en tlig L u s s in g ? “