VBergsøeDeForbistredeDrenge

220

„N a a , er du dér! — H v o rd an er det, du sé r ud? — H ar du sla a e t d ig ? “ sp u rgte han b arsk . „N ej — m an h ar sla a e t m ig ,“ sv a re d e je g græ dend e. „H v em h a r sla a e t d ig ? “ „ J e g k en der h am ikk e — det v a r ham , De talte m ed u de i G a n g e n .“ „H ø rte du, h v ad han s a ’ ? “ „ J a . “ „D et taler du ikk e om ! Ikke til nogen som helst, hører du ! J e g sk a l n o k sn a k k e med h a m derude. G a a s a a hen o g v a s k d ig med koldt V an d . S tik H o ’det i V a n d fa d e t! Du m a a ikk e m øde m ed den K in d ved B o rd et — hører d u ? “ D erm ed g ik H r. K jø g e til sin S o fa , o g je g sta k H oved et i V an d fad et, idet je g gru b led e over, om d e , der fik „G ild e “ , m u ligt g jo rd e „det sam m e p a a en and en M a a d e “ , som der staar i K o ge b o gen . J e g h av d e lige fa a e t H o v ed et op igen, da je g hørte en fo rsk ræ k k elig V ræ len o g T ram pen ude p a a T rap p ern e. B e g g e S o v e sa le n s Døre fløj op, o g ind sty rte d e en vild F lo k a f Drenge, der hev B ø gern e til alle S id er for at sty rte til Serv an tern e. Ingen to g N otits a f m ig. K un En