VBergsøeDeForbistredeDrenge

221

spurgte i F o rb ig a a e n d e : „H v em er d e t? “ — o g en Anden sv a re d e : „D e t er F jo ls e t .“ Lidt efter k om K jø g e in d , m en der v a r heller Ingen, der to g N o tits a f h am , sk jø n t h an havde om skiftet Piben m ed et S p a n sk rø r , som han d o g hurtigt la g d e fra sig b a g S en g e n . S a a skiftede h an D ra g t, stilled e sig v e d D øren, o g lidt efter m arch ered e vi A lle i en lan g Ræ kk e ned p a a første S a l, h v or S p ise stu e n laa. Det v a r et sto rt H jø rn evæ relse m ed et bredt F ag ud til S k o le g a a rd e n . D er v a r dæ kk e t ved to B o rd e: et fo r H on o ratio res o g et for p leb s Ved det første sa d „d e S t o r e “ m ed F ru H amm e- rich til Væ rtind e o g H amm erich til M en to r; ved det andet „d e S m a a “ , a ssiste re d e p a a lign end e Maade a f Jom fru C h risten sen o g K jø g e , som havde M entorm ine, m en ikk e M en to rm agt. P a a Bordet sto d ved hveran den K u v ert en F la sk e a f Datidens „H v id tø l“ ; thi S k o le n s D rik k evand v ar, som det ch ristian sh av n sk e o v erh o v ed et, m eget slet. Je g la g d e h u rtig M æ rke til, at de F la sk e r, der stod K jø g e næ rm est, sy d e d e stæ rk t, o g lidt efter fløj P ropp ern e i V ejret m ed C h am p a g n e ­ knald, m en s Ø lsk um m et sp rø jted e til alle S id er. Hver G an g dette sk ete, h ø rtes en S tem m e som sa g d e : „ø lle t er s u r t,“ h v ad det i V irk eligh ed en