VBergsøeDeForbistredeDrenge

231

mine Lagener vare drejede sammen i et Kræmmer­ hus, der snærede mine Ben fastere, jo mere jeg rakte mig. Dernæst, at Hoved- og Ben­ enden af Sengen pludseligt sænkede sig, saa at jeg kom til at ligge krum paa det midterste Bund- brædt, og endeltg den, at Kjøge maatte anse dette for et normalt Leje, siden han befalede mig „at sove videre uden V røvl“ . Jeg forsøgte derpaa, men det førte til frygte­ lige Resultater. Snart hang jeg tværs over et Læssetræ i Tordenvejr; saa sad jeg fast i en Revne under Jordskælv; saa var jeg hængt ud paa en Stang over Niagara, og endelig syntes jeg, at Jorden forgik saadan ganske smaat, peu en peu, efterhaanden. Men hver Gang jeg foer op og sundede mig, saa var det Tværbrættet og fem og tyve Menneskers ubændige Snorken. Der blev snor­ ket i Bas og der blev snorket i Diskant. Der var Snork i Falset, i korte, opadstigende pi­ bende Pust; Snork i Snøft og Snork, der endte i Kvælningsbrøl med Benspjæt og „P ø -ø -ø h !“ — Hofmann har beskrevet Kater Murrs Katzen­ jammers smeltende Symbolik. Hvorfor har ingen Digter bundet an med Snorkningsrytmernes uregelmæssige Fald og søgt at bringe dem i System. Jeg antager, fordi han ikke, som jeg,