VBergsøeDeForbistredeDrenge

251

vare disse saa faa, og Trængselen af Læsestof saa stor, at der ikke kom meget ud af de svenske Timer. Jeg tror nok, at det gik de Fleste af os som det københavnske Publikum, da Scho- lander sang — de forstod bedre de franske Amouretteviser end Bellmans prægtige Epistler. Der var endnu et tredie Fag, hvori Hamme- rich godt kunde have undervist os, og det var Sanskrit. Heldigvis laa det udenfor Skolefagene, men gennem hans danske Gengivelse af „Sa- kuntala“ fik vi dog ligesom et Pust fra Indiens Palmer. Var Hammerich saaledes en fortræffelig Rektor og udmærket Lærer, hvis danske Timer jeg skylder uendelig meget, saa havde han dog én Fejl, ganske vist en meget menneskelig, men dog en, der ofte bragte ham i et skævt Forhold til Eleverne og fik ham til at behandle dem ubilligt, stundom ganske uretfærdigt. Nervøs og kolerisk af Natur kunde han ikke beherske sin opbrusende Heftighed og havde dertil en mærke­ lig Evne til at tale sig selv i Affekt, saa at ganske smaa Forseelser voxede op til vældige Laviner, der styrtede ned over Synderen som Bjergskred. Han gav sig slet ikke Tid til sin­ digt at undersøge Sagen, underskød ofte ganske