VBergsøeDeForbistredeDrenge

252

ugrundede Motiver og endte med at afsige Dom­ men, som en Slags Voldskendelse, der ikke kunde gaa til den rolige Erkendelses Højesteret. Han manglede ganske Undersøgelsesevne, og den fine Kunst at sætte sig ind i Barnets Psykologi lærte han aldrig. Som Alexander huggede han Knuden over med et Sværdslag, hvor den burde være løst med kyndig og kærlig Haand. Jeg husker endnu levende et Exempel derpaa. I Pensionatet havde vi faaet en ny Vest­ indianer, en raa, ubændig Fyr, der havde gjort Tjeneste paa Rejsen som Matros. Til Erindring herom havde han endnu en Tamp, som han svang med megen Færdighed, saa snart der var Noget i Vejen. En Dag, da han havde gennem- tampet mig ganske ubarmhjertigt, kaldte jeg ham i mit Raseri for „en engelsk Tyveknægt“. Saaledes som Sagen forelaa, kunde der ikke være Tale om, at jeg vilde tyvte ham; Ud­ trykket fløj mig af Munden, fordi jeg fra Barn havde hørt Englænderne betegnes som „engelske Tyveknægte“ efter Røvertoget 1807 . Uagtet jeg var den Mishandlede, havde Fyren dog den Frækhed at melde mig, og med et ægte Negergrin kom han tilbage med den Besked, at nu havde han sørget for at faa mine