VBergsøeDeForbistredeDrenge

265

Jo, det kunde nok hændes, mente Gardisten. „Ja , tænkte jeg det ikke nok ,“ fortsatte Svenningsen med uforstyrrelig Ro. „Saa kan vi To jo „vifte“ en Gang med hinanden og se, hvem der kommer først. Der har De en Flaske Hvidtøl til at slukke Branden med.“ Gardisten stirrede overrasket paa denne „Svinefylking“ , men Svenningsen sagde: „T a g De bare fat ved Toppunktet, saa begynder jeg ved Basis. — Skaal min Bro’r ! “ „S k a a l!“ sagde Gardisten, der fandt Spasen overmaade herlig. „Skaal igen !“ sagde Svenningsen, idet han tømte det andet Glas, og saaledes blev de ved „at vifte“ indtil Gardisten kom til det tiende Glas, saa sagde han halvkvalt: „Nu kan jeg inte mere!“ Men da rejste Svenningsen sig op i hele sin imponerende Vælde og sagde: „Nej stop, min kærlige Bro’r, saaledes vifter vi ikke! Enten drikker du de fire Glas, der mangler, eller ogsaa faar du Prygl, for jeg er — Svenningsen?“ Saa mente Gardisten, at det var bedre at tage de fire Glas, men da han havde tømt de to, styrtede han baglængs ned af Stolen. Saa sagde Svenningsen: „Opvarter, tag og kør ham hjem, thi han er overstadig beruset,