VBergsøeDeForbistredeDrenge

62

havde 1000. Man skulde ikke tro det — men det staar i Statskalenderen for 1846. At jeg var gode Venner med Fabrikens hundrede Arbejdere følger af sig selv. Flere af dem har jeg taget til Modeller i min Roman „ F r a den gam le F a b rik “ , der over­ hovedet giver et tro Billede af, hvad der den Gang beskæftigede min Barnefantasi. I den varme, hyggelige Guldpolererstue sad min Ven Olsen med det fine, blege Ansigt og de smukke, drømmende Øjne, der havde et saadant vemo­ digt Blik, at jeg tidt spurgte, hvad der var i Vejen. Saa nikkede han tungsindig og sagde: „Livet, Vilhelm, Livet!“ — Han var min bedste Ven og tro Kammerat. Han borede mine Ka­ noner, naar jeg havde støbt dem ved Keiflers Ovn, han malede mine Tinsoldater, og han tog mig ud med Lsig og viste mig sin fattige Bolig ■ bag Blegdammene. Intet Under, at jeg elskede ham, og senere gjorde ham til Helten i min Barndoms Roman. Men Livet lønnede ham ikke som i Romanen. En Dag stod hans Plads tom, et sort Klæde laa over hans Sager, og den næste Morgen sad en anden Arbejder paa hans Plads. Naar jeg spurgte efter min kære Olsen, rystede man paa Hovedet og mente, han blev aldrig rask. Og han blev det heller ikke. Han gik

Made with