103 / 152
dere i 1880 var der nemlig ingen forskel. De to beløb var identiske, da de
ikke betalte indkomstskat til kommunen. En statslig indkomstskat kunne
der ikke være tale om, da den ikke eksisterede før århundredeskiftet.
Tager vi nu håndfast vort udgangspunkt i den disponible indkomst, så
kan vi nok under henvisning til forbrugsundersøgelsen i 1971 konkludere,
at huslejeandelen for faglærte arbejdere i københavnsområdet udviste
drastiske variationer, men gennemsnitligt lå den for lejeboliger klart
under de 15-16 pct. som var normen for de eickhoffske arbejdere i 1880
og langt under de 20 pct., som var normen ved århundredskiftet. Og her
er det rimeligt at understrege, at de lejligheder, der var tale om i 1970, var
i snit dobbelt så store arealmæssigt som i 1880. Og at lejlighedernes
standard var en ganske anden i 1970, behøver vi i denne forbindelse kun
at antyde.
Det fremgår mere eller mindre direkte af denne sammenligning mellem
arbejdernes boligudgifter i 1880 og 1970, at der i løbet af disse små
hundrede år har fundet en udvikling sted på boligområdet af den mest
indgribende karakter.
I denne forbindelse kan jeg ikke lade være med at anføre, at det, som
for mig er det mest fascinerende ved at beskæftige sig med boligforhol
dene fra omkring midten af 1800-tallet, er de særlige muligheder vi her
har for at måle udviklingen. På boligområdet er det muligt i højere grad
end på de fleste andre felter.
Om udviklingen siden industrialismens gennembrud har medført forø
get menneskelig velvære og »lykke«, ser man ofte draget i tvivl. Men
hvor talen er om boliger, behøver man ikke at tvivle. Her kan man faktisk
måle ændringerne, ikke alene de kvantitative, men også i høj grad de
kvalitative. Blot man har et meterbånd. Og tid.
100