HjemmetsRaadgiver

— 147 —

man at tilsætte Lud og Salt, hvoraf der saa bag

efter ved Tilsætning af den øvrige Lud, efter Maa-

let paa den allerede anvendte Mængde, maa tilsæt

tes saa meget mindre. Man maa altsaa vogte sig

for at tilsætte for meget Kogesalt. Har nu Sæben

dannet sig saaledes, at den vel kan smøres, men

ikke synes fedtet, saa fyldes den i et passende Kar,

for at Luden kan udskilles. Synes Forbindelsen

endnu for fedtet, saa tilsættes der endnu noget af

den, som er bestemt til Færdigkogningen, tilligemed

det tilbørlige Salt, indtil Fedtetheden aldeles er for

svunden, Der hører kun ringe Øvelse til at kunne

bedømme dette, og der er altid den Fordel derved,

at der ikke bruges for megen Lud til Færdigkog

ningen i Kedlen, da Sæben stiger meget ved denne

Efterkogning.

Ved Færdigkogningen skilles Sæben fra Luden,

denne fjernes, og i den rensede Kedel kommes

1/3

af den tilbageblevne Lud, som bringes til Kogning,

hvorpaa Sæben tilsættes lidt efter lidt. Det sidste

sker, for at der ikke skal dannes Sæbelim, hvorfor

der ogsaa afvekslende blandes Lud og Salt deri.

Man maa undgaa, at der kommer Skum paa Luden,

ved at fylde den forsigtigt deri, og der maa drages

Omsorg for, at Sæben vel koger, men at det sker

saa smaat som mulig. Naar alt nu er foregaaet i

den nævnte Orden, naar Lud og Salt er tilsat i det

samme Forhold som ved Forkogningen vil det snart

vise sig, at Sæben har antaget sværere Beskaffenhed.

Kommer man forsøgsvis nogen Sæbe fra Kedlen

paa en kold Genstand, et Stykke Glas, Sten eller

lignende, saa bliver den straks fast; trykker man