234 / 696
228
var og blev fattigt, Kassen var tom. De skiftende Oldermænd forsøgte at forøge
Tilskudene til Laugskassen ved Paabud om »Tidepenge« (d. v. s. et aarligt Laugs-
kontingent), men det var svært at inddrive Pengene. Laugsbestemmelserne, der
skulde beskytte Fagets Udøvere, blev ikke altid haandhævet af Myndighederne,
der f. Eks. saa igennem Fingre med, at »afdankede Soldater« gik Haandværkerne
i Næringen. Lauget rettede Gang paa Gang Anmodninger til Regeringen om, at
der maatte blive skredet ind mod disse Bønhasere og Fuskere, uden at det hjalp.
Medens Haandværkerne altid forsøgte at stramme Laugsbestemmelserne, gik
Myndighedernes Bestræbelser ud paa at udvide og lempe. Bestemmelserne. De
forlangte Udgifterne ved Optagelse i Laugene nedsat. I 1762 sattes disse Udgifter
ned med det Resultat, at Lauget fik stor Tilgang af Frimestre, d. v. s. Mestre, der
enten ikke evnede eller ikke havde Raad til at lave Mesterstykke.
Naar Lauget kun daarligt formaaede at hævde sig, skyldtes det ogsaa indre
Stridigheder. Sadelmagerne saa ned paa Remmesniderne ialtfald for Svendenes
Vedkommende, Sadelmagerne var ziinftige, det var Remmesniderne ikke. Var
de først bleven Mestre, saa arbejdede de i begge Fag, men et Andragende i 1760
om, at de to Haandværk maatte blive forenede i et fik Cancelliets Afslag. Først
d. 21. April 1797 lykkedes det ved kgl. Resolution at faa Tilladelse til for Frem
tiden at kalde Lauget for Sadelmagerlauget, og Remmesnidernavnet gik over i
Historien.
Sadelmagerlauget synes at være et af de Laug, som længst mulig har bevaret
Kravet om Aflæggelse af Mesterprøve, og Laugets Protokoller fortæller mange
Eksempler paa, at Fordringerne langt fra at mindskes tværtimod udvidedes
med Aarene. Men Faget udvikledes ogsaa stærkt ved Overgangen til det 19. Aar-
hundrede. Ved denne Tid er det, at Tapetsererfaget dukker op. Til at begynde
med var det Udstopning af Sadler og Vognhynder, men nu kommer ogsaa Ud
stopning og Polstring af Møbler til. Det er derfor meget betegnende, at i 1839
udvides Mesterstykket til ogsaa at omfatte en Lænestols Polstring med Krølhaar.
Disse »Tapetmagere«, Nutidens Tapetserere og Dekoratører, begyndte med som
særligt Mesterstykke at skulle forarbejde en Lænestol med Fjedre og Krølhaar
og et Udkast til et Drapperi og tillige et Overslag over Alenmaal af medgaaet
Stof, og dette Prøvearbejde skulde bedømmes af Akademiet for de skønne Kun
ster. »Tapetmagerne« gav sig ogsaa af med at betrække Vægge med Tøj eller
Papir, og dette gav Anledning til, at Lauget kom i Strid med Malerne, der havde
Ret til at opsætte Papir, og deres Polstring af Stole bragte dem i Konflikt med
Stolemagerlauget. Forkæmperne for Næringsfrihed kunde med Rette pege paa
de Ulemper, som Laugsvæsenet medførte. Stridigheder, der bundede ud i Haand-
værkets Tilbøjelighed til Stivnen i Laugsrettighedernes snævre Rammer. Næ
ringsloven af 1857 kuldkastede disse Rettigheder for lange Tider.
I 1861 forfattede Sadelmagerne et Udkast til nye Bestemmelser for Lauget,
der skulde træde i Kraft samtidig med Næringsloven d. 1. Januar 1862. Magi
straten vilde ikke godkende disse nye Love, men dette generede ikke Sadel
magerne, der erklærede, at Lovene var blot indsendt til Efterretning for Magi
straten, Sadelmagerne havde Lov til at vedtage de Love, der passede dem. Og
det var jo meget rigtig, men Handlingerne svarede desværre ikke til de store
Ord. I de følgende Aar synes Laugets Virksomhed at indskrænke sig til Afhol
delse af Møder af nærmest hyggelig, selskabelig Art, og der opstod derfor navn