134 / 233
Else Haagensen
Vi på KTK's kontor havde brune kitler på. Jeg havde en fornemmel
se af, at vi ikke blev regnet for at være så fine som de øvrige damer,
der sad på kontoret ud mod gaden. Deres arbejde var noget med
at skrive på maskine eller skrive i nogle store bøger. De var alle
meget søde imod mig, og jeg blev kaldt »den lille«, men de har
sikkert også moret sig over mig og min barnlige opførsel, jeg var
kun 14 år.
Selvom jeg ikke havde brug for det i mit arbejde, gik jeg den
første vinter på kommunens aftenskole, hvor jeg lærte at skrive
på maskine. Jeg har jo nok gået med et ønske om at komme lidt
videre, selv om jeg lærte meget i de 2 år, jeg var der. Min lære
mester frøken Hansen havde jeg kontakt med i over 40 år deref
ter, indtil hendes død som 90-årig. Jeg fik lært at bestille noget,
man skulle være rap med sit arbejde, og orden og præcision var
vigtige ting. Jeg havde mit eget ansvarsområde i forsyningen til
kioskerne.
Alligevel blev jeg fristet efter at have talt med en skolekamme
rat, der var blevet ansat på kontoret i Dansk Spareselskab. Hun
skrev på maskine, og det var sådan mere rigtigt kontorarbejde
mente jeg, og maskinskrivningen skulle jo også helst bruges for at
holde det vedlige. Jeg søgte en stilling der og fik den, hvorpå jeg
sagde op hos KTK. Firmaet lå i et hus med kontorer i flere etager
på Nørrevold. I kælderen sad urmagerne. Kunden fik et ur, som
blev holdt i gang ved, at man en gang om ugen lagde f.eks. 1 kr. i.
Efter et kvartal kom en inkassator og tømte uret. Det hændte, at
en kunde efter nogle år ville opsige aftalen og have sine penge til
bage. Men for det første var der en lang opsigelsesfrist, og insiste
rede man på at få pengene med det samme, skete det med et fra
drag af nogle procenter. Mit arbejde var at tage mig af udbetalin
gerne, og jeg husker, hvor ofte folk blev meget vrede over, hvor
lidt de fik igen. Så fik de et langt brev, hvori man fortalte, at de jo
havde været livsforsikret, medens policen kørte. Hele foretagen
det var baseret på helt unge piger. Jeg startede med at få 60 kr. om
måneden, og man steg 10 kr. om året. En enkelt moden dame på
en ledende post havde efter 10 års ansættelse 150 kr. om måne
den, og det syntes jeg var temmeligt udsigtsløst, så jeg blev der
kun i et halvt år.
Nu var min lillebror blevet 7 år, og min Far var taget med ham
132