132 / 233
Else Haagensen
på tankstationerne, kan jeg ikke lade være med at tænke på, at jeg
aldrig oplevede overfald eller tyveri i nogen kiosk. Damerne ville
have været lette ofre, men det var en bedre tid, hvor der ikke var
den store kriminalitet som nu, og det på trods af at der virkelig
var fattigdom dengang.
Mit arbejde bestod i, at jeg 2 eller 3 gange om ugen skulle ringe
samtlige kiosker op. Jeg skulle sige: »De mangler«, og så havde
kioskdamen sin seddel parat. Jeg skrev følgesedler ud og lagde
varerne i bunker for hver kiosk på en meget lang disk. Inden det
blev pakket, skulle frimærkebeholdningen stemmes af. Der var
tale om hele ark. Pakkerne blev lagt i en reol med rum til samtlige
kiosker, og den stod i budekspeditionen i kontoret ved siden af.
Her residerede frøken Schæfer, der var en stram dame, og herr in
spektør Jensen. Ved siden af dette kontor var budenes rum, hvor
de sad, indtil de blev sendt ud på tur. De bar en grå uniform og
kasket, og de blev kaldt svajere af københavnerne. De var berøm
te eller berygtede for deres kvikke bemærkninger, når de bevæge
de sig rundt i trafikken. Der har vel været 20-30 bude.
Vi havde billetsalg til Det Kongelige Teater. Folk kunne ringe
ind til os eller henvende sig i en kiosk, så snart man kendte reper
toiret, der blev sendt ud for en uge ad gangen. Man skulle kende,
hvor stor efterspørgslen var til den pågældende forestilling, og
foreslå eventuelt at købe billetterne til forhøjede eller til dobbelte
priser. Der var billetsalg et antal dage forinden billetsalget til or
dinære priser begyndte. Det var nødvendigt, hvis det var en fore
stilling, der var eftertragtet. Jeg skulle også tale med kunderne i
telefonen, og her havde jeg noget at lære. Når jeg f. eks. ikke for
stod, hvad der blev sagt, sagde jeg: »Hvad siger De«. Så blev jeg
belært om, at det hed: »Hvabehar«.
Vi havde en direkte linie til teatret, hvor vi indtalte vore egne og
de bestillinger, kioskerne havde givet os. Teatret opgav os plads
betegnelserne og pladsnumrene. Vi videretelefonerede oplysnin
gerne til den kiosk, som kunden ønskede at afhente billetterne i,
og kioskdamen udfyldte en billet med de fornødne oplysninger
med plads og pris med tillæg af 20 øre for KTK's arbejde. Hændte
det, at kunden ikke hentede billetterne, var det KTK, der heftede
over for teatret, men det var sjældent, det skete.
Kioskerne kunne også formidle fornyelse af lotterisedler. Det
130