128 / 233
Else Haagensen
Når jeg gik i byen og købte ind, skulle jeg bagefter aflægge regn
skab. Havde jeg fået for lidt igen, blev jeg omgående sendt tilba
ge for at få de manglende penge, selvom det kun drejede sig om
få ører. Der var ingen vej udenom, jeg kunne ikke blive fri. Alt
vores linned - dynebetræk, lagener, hovedpudebetræk og hånd
klæder - var syet af brugte melsække, som Far fik på rugbrødsfa
brikken.
Men om søndagen var vi altid fine i tøjet, og jeg havde flotte
sløjfer i fletningerne. Jeg tror, at Mor frydede sig, når jeg sad og
var præsentabel og ikke måtte røre mig. Jeg ville egentlig gerne
have været spejder, men det var ikke noget for en pige, mente
Mor.
15. klasse kunne man komme til optagelsesprøve, hvis man ville
gå videre i mellemskole. Mine forældre havde kun dårlige minder
fra deres skoletid, så de mente ikke, at jeg behøvede at gå længere
end højst nødvendigt i skole. Selv havde jeg ingen mening om,
hvad jeg ville, og var måske også lidt bange for at lide nederlag.
Måske har mine forældre også tænkt, at jeg som pige ville blive
gift, og så var der ingen grund til mere skolegang. Jeg ved det
ikke, men sådan tænkte man vel i arbejderfamilier dengang.
I Baunevang boede vi lige ovenover brugsens viktualiebutik.
Den havde anskaffet sig en frigidaire, og når den med mellem
rum satte motoren igang, larmede den temmeligt meget, så det
gik ud over Fars nattesøvn. Derfor flyttede vi endnu en gang. Det
blev til en næsten tilsvarende lejlighed i samme boligkompleks i
Ellevangen. Men her lå stuen mod nord, så der aldrig kom en sol
stråle, til gengæld lå køkkenet og soveværelset mod syd. Med et
sydvendt spisekammer og selvfølgelig uden køleskab så jeg,
hvordan Mor dagligt stod og snusede til maden, om den havde
fået »en tanke«.
Da jeg gik i 7. klasse, begyndte talen at dreje sig om, hvad jeg
skulle lave, når jeg gik ud af skolen. Det endte gerne med, at jeg
satte mig til at tude, for jeg anede ikke, hvad jeg ville. På dage,
hvor jeg var blevet uvenner med Mor, sagde hun altid, at hvis jeg
ikke var ordentlig, kunne jeg komme ud og tjene. At det ikke var
noget man skulle ønske sig, var jeg klar over, når det skulle være
en straf. I Heimdalsgade, hvor Far arbejdede, lå Engelsk-Dansk
126