173 / 188
160
sind. I forening med en god forstand gjorde dette
naturel, at hun havde interesse for alt, hvad der var
skønt og godt, og at hun gerne vilde samtale med
åndeligt interesserede mennesker; men kræfterne svig
tede hende, så at hun imod sin natur måtte leve et
ret stille liv i hjemmet. Og hendes svaghed tog til med
årene, så at hun syntes døende, da vi flyttede til Store
Heddinge. Som ved et under levede hun dog så vidt op
igen, at de få år, hun tilbragte i dette hjem, blev hen
des lykkeligste år.
Hun besad en levende fantasi, som gjorde, at hun
var noget af en kunstnerinde. Hun havde megen æste
tisk sans og kunde skrive kønne religiøse digte. Men
mest elskede hun blomster og malerkunsten. Hun ud
dannede sig, så vidt hendes kræfter tillod det, i blom
stermaling og malede en tid til Flora Danica. Professoi
Lange
satte pris på hende og beklagede meget, at hun
måtte holde op; det var i virkeligheden også et stadigt
savn for hende.
Under disse forhold kunde hun ofte bebrejde sig selv,
at hun havde giftet sig; men jeg kunde kun sige
herom, at »det er godt at håbe«; thi som hun selv be
vidnede, at hun var lykkelig i sin ægtestand trods alle
byrder, som hun måtte bære, så kunde også jeg be
vidne, at hun ved sin dybe og stærke kærlighed gjorde
mig såre lykkelig.
Den bærende kraft i dette liv var imidlertid hendes
tro. Den var en gave fra Gud, som hun havde ejet fra
barndommen af. Den gav hende den tålmodighed og
udholdenhed i savn og lidelser, som gjorde hendes liv
til et opbyggeligt exempel for os, som kendte hende.
Af Guds ord sugede hendes tro næring til det sidste.
Kirken var hende et kært hjemsted, og da hun med
smerte måtte opgive at gå i kirke i de senere år, havde