EnGammelPræstsLivserindringer

161

hun altid sin bibel og salmebog ved sin side. Når jeg

kom hjem fra kirken, fik hun altid strax min skrevne

prædiken. Og som hun således levede af Guds ord og

stille bøn, således levede hun også i en levende in

teresse for alle Guds riges anliggender. Hun var vel

kendt med alle forhold både i hedningemissionen og

på indre Missions område, glædede sig over enhver

fremgang og blev bedrøvet over ethvert fejlgreb. Alt

mit arbejde som præst fulgte hun i alle enkeltheder

med levende deltagelse, og det var hende en sorg, at

hun ikke selv personligt kunde deltage i menigheds

arbejdet. Men jeg trøstede hende med, at et menneske

skal jo ikke mere, end man kan, og at hun allerede

derved tjente menigheden godt, at hun var dens præst

en trofast støtte i

stor trøst og opmuntring

gav Gud hende i hendes tre sønner. Deres udvikling

fulgte hun med den ømmeste moders opofrende del

tagelse, og til hendes usigelige glæde så hun i dem vor

dende arbejdere i vingården. I dem så hun et vidnes

byrd om, at hun dog blev til velsignelse også for andre.

Al overfladiskhed, egoisme, selvbehagelighed og tom

snak afskyede hun. Men som hun selv ejede et ydmygt

Maria-sind, sådan følte hun sig altid tiltrukket af de

»stille i landet«, og iblandt dem vandt hun sig trofaste

venner. Nøjsom og taknemmelig var hun selv for den

mindste solstråle, og den mindste gåseurt kunde bringe

hendes øjne til at stråle af glæde.

I det sidste halvår svandt livskraften langsomt, og

efter en måneds sengeleje sov hun hen en nat så stille,

at jeg ikke mærkede det, og med et så roligt smil, at

det var, som om hele hendes ansigt selv efter døden

gav genskin af glæden over at have udstridt og blive

båret derhjem, hvor hun i de trange tider havde læng

tes efter at komme for at se sin frelser med utildækket

R. Volfs Livserindringer.