166 / 414
164
Storken klaprer din Pris i dit Træs kunstbyggede Rede.
Lysthuset, blegviolet, blinker din Ære, som Blomst.
Du, med opfinderisk Kunst begavet, har plantet os Granen
paa Sandbanken; du tvang Fyrren paa Skrinten at gro.
Men hvor er du? Jeg ser dig ej mer bag Træet at ile
bly for Mennesker, vant mest til det enlige Liv.
Rejste du bort maaske for at raade den tvivlsomme Nabo
med sin Park, som han ej selv at beplante forstod?
Lidenskab det dig var at forskønne ved Kunsten Naturen.
Sjolund blomstrer din Ros. Plertha var altid saa skon;
men gennem Egenes Krans om Asyniens glinsende Lokker
vikled du Rosernes Kvist, og om den snehvide Hals
vandt du et kosteligt Guld, som ej Vaulund eller TIefaistos
bedre smedder; dets Bras funkler paa svulmende Bryst.
Ak, hvi dvæler du? kom! Jeg savner din snelte Forbigang.
Venlig du hilser mig ej, fulgt af din trofaste Hund. —
Kald ej, Digter! Han er ej mer, hvor Frosten og Blæsten
skuffer Menneskets IJaab. Fjernt i Elysiums Lund
planter han nu. Han fo’r alt længst paa Baaden med Charon
over den stygiske Flods Bugt til den evige Vaar.
Ingen foler som han dens Blomster, fatter dens Skonhed;
men i sit Paradis dog har han ej Danemark glemt.
Ofte besøger hans Aand sin Skov og bæver i Bladet,
naar Syringernes Dusk spreder forfriskende Lugt,
naar Jasminernes Blomst besner den gyngende Løvgren,
og naar i brunlige Host Valnødden taber sin Skal.«
Oehlenschlågers
D ig t om F red erik sb er g hører in
g e n lu n d e til h a n s b e d ste ; om sin B a rn d om har han
fo r ta lt la n g t sk øn n ere og b ed re i sin e sm u k k e »Erin
dringer«, som v e l n ok v e d S id en a f
Overskous
og
Rahbeks, Ingemanns, Hauchs, H. C. Andersens
og
Goldschmidis
hører til de b e d ste , v i ejer. D e tte D ig t
ty n g e s o g sa a i sin F risk h ed af d e t sto r e m y to lo g isk e
A p p a r a t; m en d e t sy n e s m ig dog, a t d et, n aa r m an
ser b o rt fra a lt d e t sn ø rk led e, g iv e r e t le v e n d e og
æ g te B ille d e n e to p a f d en F r ilu ftsn a tu r , d en sund e,
lid t in d e s lu tte d e M and, h v is h e le L iv v a r v ie t til en
s tille D y r k e lse af N a tu r e n , som
Voigt
m a a h a v e væ ret.
D e t g iv e r m ere end d et; en h v e r Læ ser v il m ed L e t
h ed k u n n e fa tte , h v a d d et v a r for e t g lim r en d e A r
b ejd e , d en n e M and u d r e tte d e , da h an , om m an saa
:maa sig e, tv a n g N a tu r e n tilb a g e i sig se lv , frigjord e
d e n for forrige T id ers U n a tu r . Og der er e t endnu ,
der har fr iste t m ig til a t væ lg e n e to p a t ta g e d ette