246 / 414
244
h v æ lv e t en som m e rd e jlig K ron e o v er h en d e s N a v n .
H a n ser h e n d e in d i Ø jn en e og k y sse r h en d e s Hæ nder,
m en hu n fo ld er d em in d e r lig t om N a v n e t og tryk k er
sin frisk e rød e M und til d et. D ig te r en ser de brogede
L am p er p a a D a n se e str a d e n og hører M u sikk en klinge,
og h an v an d rer v id e re :
»Hisset vinker Pavillonen,
hvilket yndigt Sommerbo!
I det snævre Kammer drikker
glad til Mode jeg min The;
jeg er ene, uforstyrret; — - —
men hvo kommer h,ist? Lad se!
Hvem er dog den gamle Herre
med det hvide Sølverhaar
og den unge blonde Dame,
som saa kærligt med ham gaar?
Ind de træde; Døren klinger;
alt jeg hører deres Fjed —
hvor Konditoren faar Hastværk
og hans flinke Kone med!
Damen smiler: »Tilgiv, kære,
hvis vi Dem forstyrre.« — »Naa!
Ingen Omsvøb! -— Lad det fare!
Sligt jeg lider ej. — Naa, n a a !« --------
Noget utaalmodigt ligger
i den gamles Stemme, men
hvert et Blik og hver en Mine
straks formilder det igen.
Mildt han ser sig om derinde,
roser Bygningsplanen, spør’
ret med Varme: hvor det gaar dem,
om de Søgning har som før;
deres Lykke og Tilfredshed
varmt og inderligt ham glæder; —
Der er Børneflokken! — se, hvor
venligt hen blandt dem han træder!
Mens med Børnene han spøger
og med Alvor blander Skæmt,
følger Damen mildt med Konen — ,
selv ej Køkkenet bli’r glemt;