247 / 414
245
nu de begge takke venligt
— ikke tvungent eller koldt, —
og Undskyldninger tilføje,
hvis de Uro har ham voldt.
Det var Kongen og hans Datter —
Ak, hvor rørte han min Sjæl!
Hvilket Hjerte, der saa kærligt
slaar for simplest Borgers Held!
Den, der for en enkelts Lykke
føle kan saa varmt som han,
hvad maa han da ikke føle
for sit hele Folk og Land!
Det er muligt, En vil smile,
sige fornemt og med Spot,
at det hele klinger simpelt,
klinger dagligdags og smaat.
Det er muligt, at med Lethed
mere glimrende Eksempler
man fremføre kan om andre,
som med større Navn man stempler.
Ak, jeg ved ej, med hvad Alen
man vil maale stort og smaat;
ikke heller, paa hvad Vægtskaal
man vil veje ondt og godt;
men jeg ved kun, at du den Gang
fik mit Hjerte, Frederik!
Og at, mens jeg skriver dette,
staar en Taare i mit Blik.
Natten stiger! Højt paa Himlen
sejler Maanen i sin Pragt,
tusend Stjerner, lyse, klare
rundt omkring den holde Vagt;
men hist oppe paa Terrassen
knejser Sommerslottet smukt
lig et Fepalads, der skinner
i de lyse Skyers Flugt.«
H v em k en d er ik k e nu
Jostys
b erøm m elig e K o n
d itori i F red erik sb erg H a v e ? Y i u d ta le r a lle N a v n e t
fo r sk ellig t; F am ilie n m en er dog, a t d et sk a l u d ta le s,
som d et sta v e s, (a ltsa a ik k e S jo sty ). Men de fæ rreste
af os v e d , h v o r g am m e l den P a v illo n er i sin O p rindelse.