352 / 414
350
k en d er fra S cen en , v i sk a l h u sk e de m ø rk e D ag e,
m en a lle rm e st sk a l v i erind re, a t her sto d d e t dan sk e
F r isin d s V u g g e , her fø d te s en M æ ngd e af
»de Tanker, der flyver som Svaner over Sø
til Under for de fjerneste Lande
og aldrig kan ældes og aldrig kan dø
og sænkes i Glemselens Vande«,
og a t d en F a ttig d o m , der le d e d e de u n g e til R eg en -
sen s skæ rm en d e L y , jo n e to p h er v a n d t sin store
R ig d om deri, a t V id e n sk a b e n s D y rk e r ik k e »begærer
d en K r a n s, der fa lm er i T id ern es V and e«; th i
»De rigeste Skatte, han finder under Muld,
hans Aand gennem Afgrunden vanker,
han skænker dem til Verden, han lønnes ej med Guld,
hans Løn er de evige Tanker!«
Og m id t ig e n n em al d en T ran g og N ø d , der m an g en
G an g har r a a d e t in d en fo r de snæ v re V æ g g e, ly d e r den
frejd ig e, se jr ssto lte O p san g ud til »F ilistrene«:
»Nu for de danske Studenter vi
vil synge lystig i Kor, Hurra,
der er dog ingen saa gode som de
paa denne syndige Jord, Hurra!«
D er strøm m er e t Væ ld af g la d e T on er og ly stig e
H isto r ier im o d os, n aa r v i tæ n k er p a a R eg en sen ,
h v o r d e t ly s tig e F o lk efæ rd »fra a lle V erd en s Kanter«
»var sig se lv nok« i en T id , som v a r b a a d e lyk k elig ere
og a d sk illig t m ere n a iv og m in d re b la ser e t en d vor.
S tem n in g e n , v i sæ tte s i, forand rer G ru n d ton e, hver
G an g e t n y t N a v n træ d er frem for v o r t Ø je. H vor
m e g e t v i end h o ld er af og er s to lt af
Rasmus Rask,
saa er h a n d og ik k e d en T y p e , v i b la n d t R e g e n s
ia n ern e sæ tter m e st P ris p a a , se lv om v i b ø jer os i
Æ r e fr y g t for h a n s Læ rdom og m ed S e lv fø le lse kan
h e n v ise til h a n s S v a r: »Sit Fæ d relan d sk y ld er m an
a lt, h v a d m an k an u d rette.« H a n g iv e r ik k e R e g e n