35 / 36
D et vil føre for vidt at gå nærmere ind på de mange skriftlige henven
delser, som i tidens løb er tilgået lotteriet. H er skal kun nævnes et enkelt,
karakteristisk tilfælde, som vakte en del røre.
På en af de første trækningsdage til sjette klasse engang i tyverne ind
løb et noget ubehjælpsomt skrevet brev fra en fattig bondekone i Sverige,
hvori hun, der havde deltaget adskillige år i spillet, pænt og beskedent
bad »lotterimanden« om at skaffe hende en gevinst. Hvis han ikke kunne
det, måtte hun holde op med at købe flere lodder. D er skete ganske
ejendommeligt dette, at samme dag, som lotteriet modtog hendes brev,
kom hendes seddel ud med en noget større gevinst.
Lotteridirektøren, som fik dette at vide, udbrød spontant: »Det var
sandelig ikke rart!« Deri fik han ret, thi i løbet af de følgende dage
strømmede andre breve ind til lotteriet fra Sverige med henstillinger og
halve trusler. Mange af dem var alt andet end beskedne i formen eller
kravene. Det var hinsides Sundet rygtedes, at bondekonen med sit brev
havde skræmt »lotterimanden«, der i håb om at form ilde hende og bevare
hende som spiller straks havde sørget for, at hun fik en gevinst. Sagen
vakte ikke blot opsigt i hendes nærmere kreds, men blev endog omtalt i
et par skånske blade.
D et kan til alles beroligelse garanteres, at ingen anden end heldets
gudinde har den mindste indflydelse på fordelingen af gevinsterne. Det
er ikke den, der truer, men kun »lykkens pamfilius«, som med nogen
sikkerhed tør vente gevinsten alle håber på at opnå før eller — siden.
FRAENCKEL BOGTRYK