Da der ud over forskellige artikler, som tid efter anden er frem
kommet
i
tidsskrifter og dagblade, ingen litteratur findes om
lotterivæsen, og interessen for dette spørgsmål gennem forespørgs
ler og henvendelser har vist sig at være levende
i
det store pub
likum , har Klasselotterikollektør-Foreningen ment at afhjælpe no
get af et savn ved udsendelsen af nærværende hæfte og samtidig
markere lotteriets 200 årige beståen.
Af klasselotteriets historie
L
otteri er lykkespil og har under en eller anden form bestået fra tider
nes morgen. Selve ordet, der vel har hævd i sproget, men dog virker
fremmedartet, har sin rod i vore egne for så vidt, som det er afledet af
den nordiske glose
hlaut,
i nutidssprog
lod
med dette ords flertydighed:
skæbne, andel, det, man uforudseeligt opnår etc., altså de ting og begi
venheder, tilværelsens gevinster og nitter, der skæbnebestemt tilfalder
den enkelte.
D a enhver religion naturligt tilskriver guderne, hvad mennesker ikke
kan råde eller regulere, har lykkespil og lodkastning altid haft karakter
af en forsynets tilskikkelse, af »lykkens lunefulde spil«. Et eksempel af
ærværdig alder vil man finde i 4. Mosebogs 33. Kapitel Vers 54, der
beretter om fordelingen af Kanaans land ved lodkastning: »hvor loddet
udkommer for ham, der skal det høre ham til«.
D et er ikke to hundrede år siden, at man her i landet, når flere var
blevet dødsdømt, og man i nogen grad ville lade nåde gå for ret, lod
delinkventerne trække lod på retterstedet om, hvem der skulle strække
hals. Mere spændende kan næppe andre former for lotteri tænkes mulige.
Lykkespil — lotteri, lotto, hasard etc., kært barn har mange navne —
har altid dækket et vidt område spændende fra den ophøjede og skæbne-
afgørende gudsdom ved den ene grænse til den snurrende roulette i bag
lokalet. Staterne trækker et skel mellem, hvad der er borgerligt pænt og
hvad der er moralsk forkasteligt, men grænserne er vage og forskelligt
definerede, thi sandheden er jo dog, at hvor man overlader alt til heldet,
der alene og løseligt indrammes af sandsynlighedens lov, er det såre svært
at finde en etisk begrundelse for de dragne skillelinier. Antagelig er de
i almindelig praksis trukket mellem det, der gavner statsmagten og det,
der antages at skade almenvellet. I hvert fald er de der.
3