255 / 387
Fra den gamle Hovedvagt
253
ledes ved de tre efler Patriarkerne Abraham, Isak og Jakob
opkaldte Kanoner, saa vidt vides Trofæer fra Svenskekrigene,
hvis Mundinger over Jerngitret truende vendte ud mod Tor
vet, hvorvel man jo var temmelig sikker paa, at det aldrig
vilde falde dem incl at agere Ildsvælg. Tillige betegnede Hoved
vagten Hovedstadens Egenskab som Vaabenplads og Fæstning,
den var Symbol paa det Værn og den Beskyttelse, som der
ved ydedes dens Indbyggere. Men ogsaa for Kjøbenhavns
Folkeliv havde Hovedvagten en Betydning, hvoraf der, efter
at den ved den gamle Bygnings Nedbrydning i 1875 er henlagt
til en lidet besøgt Udkant, til Citadellet Frederikshavn, kun
er ringe Spor tilbage. Hvorledes det forholdt sig dermed vil
fremgaa af følgende Optrin, der hver for sig ere for karakteri
stiske, til at de ikke bør bevares fra at synke i Glemselens
Grav.
Vi gaa i Tankerne tilbage lil en smuk Sommerdag. Aars-
tallet er herved ligegyldigt, thi hvad vi sigte til, behøver ikke
nogen bestemt Tidsangivelse. Viseren paa Hovedvagtsuhret
staar paa ti Minuter over elleve. Med taktfaste Skridt og i
god Orden nærmer sig fra Gothersgade den af en Kaptajn
kommanderende Afdeling, „den søde Vagtparade", som den
kaldes i Visen. Med ærefrygtbydende Mine svinger Tambour-
majoren sin sølvknappede Stok lil Tegn for Trommeslagerne,
naar Musiken pavserer. Ved Ankomsten til Hovedvagten op-
marseherer Mandskabet overfor Vagten, der skal afløses, Ge
været præsenteres og skuldres igjen. Den Menneskemasse,
der har omgivet Vagtparaden under „Optrækningen", og blandt
hvilken især den kjøbenhavnske Gadeungdom er stærkt re
præsenteret, faar en rig Tilstrømning fra alle Sider, thi Mu
siken begynder at spille. Folk af alle Klasser forsamle sig
for at høre paa de Marsclier, Galoppader, Brudstykker af
Operaer, som gives lil bedste i en halv Times Tid, og hvori
de særegne Instrumenter, der betegne den „tyrkiske Musik",
spille en fremtrædende Rolle. Der er Folk, som næsten al
drig forsømme nogen Vagtparade, det er maaske den eneste
musikalske Nydelse, de have Adgang til, og den er jo gratis.
Den jævne Borgermand, der har trukket sig tilbage fra For
retningen og har hele sin Tid til sin Raadighed, har en vel-
komm
11
Lejlighed til en behagelig Adspredelse. For den „fuli-
rige" Haandværkssvend er Vagtparaden „Messingfrokost", og
for Læredrengen i Skødskind og Trætøfler, der ved den Tid
har Ærinde for Mester eller for Mesters Kone, er det en Svir
at lægge Vejen over Kongens Nytorv. Især er Vagtparaden