62
distributøren kan ikke forpligtes til selv at verificere maskinens overensstemmelse
med maskindirektivets væsentlige sikkerheds- og sundhedskrav.
I tilfælde af tvivl om maskinens overensstemmelse forventes distributøren at
samarbejde med markedsovervågningsmyndighederne ved f.eks. at bistå dem med
at skabe kontakt til fabrikanten eller dennes repræsentant og her indhente den
nødvendige information som f.eks. de relevante elementer i det tekniske dossier – jf.
§ 98: kommentarer til artikel 4.
Med hensyn til distributørers specifikke forpligtelser vedrørende kæder, tove og
stropper – jf. § 44: kommentarer til artikel 2, litra e), og § 357: kommentarer til bilag I,
punkt 4.3.1.
Artikel 2
j)
"repræsentant": enhver fysisk eller juridisk person, der er etableret i Det
Europæiske Fællesskab, og som har fået skriftligt mandat fra fabrikanten til i
dennes navn at opfylde alle eller en del af de forpligtelser og formaliteter, der er
fastsat i dette direktiv
§ 84 Mulighed for at udpege en repræsentant
Forpligtelserne vedrørende markedsføring og ibrugtagning af maskiner og
markedsføring af delmaskiner påhviler fabrikanten eller dennes repræsentant.
Udpegning af en repræsentant i EU er en løsning, der er tilgængelig for fabrikanter af
maskiner eller delmaskiner, uanset om de er etableret i eller uden for EU, for at lette
opfyldelsen af deres forpligtelser i henhold til maskindirektivet. Repræsentanten skal
have et skriftligt mandat fra fabrikanten, hvori det udtrykkeligt er specificeret, hvilke
forpligtelser i henhold til artikel 5 der pålægges ham. Repræsentanten er således
forskellig fra en handelsagent eller distributør.
En repræsentant kan være en fysisk eller juridisk person, dvs. en enkeltperson eller
en juridisk enhed som f.eks. et selskab eller en forening. Han skal være etableret i EU
eller med andre ord have adresse på en af medlemsstaternes område.
Fabrikanten skal sikre, at hans repræsentant får de nødvendige midler til at opfylde
alle de forpligtelser, der pålægges ham. Dette er især vigtigt, hvis repræsentanten får
til opgave at udføre overensstemmelsesvurderingen af maskinen – jf. § 105:
kommentarer til artikel 5, stk. 3.
En fabrikant, der er etableret uden for EU, har ikke pligt til at udpege en
repræsentant. En sådan fabrikant kan opfylde alle sine forpligtelser direkte. Uanset
om en sådan fabrikant udpeger en repræsentant eller ej, skal han imidlertid altid i EF-
overensstemmelseserklæringen eller inkorporeringserklæringen angive navn og
adresse på den person, der er etableret i EU, og som har bemyndigelse til at
udarbejde det tekniske dossier eller den relevante tekniske dokumentation – jf. § 383:
kommentarer til bilag II, punkt 1, del A, stk. 2, og § 385: kommentarer til bilag II, punkt
1, del B, stk. 2.
Det skal også bemærkes, at hvis fabrikanten har udpeget en repræsentant til at
opfylde nogle af forpligtelserne i artikel 5, skal EF-overensstemmelseserklæringen for
maskinen eller inkorporeringserklæringen for delmaskinen indeholde navn og adresse
på både fabrikanten og dennes repræsentant – jf. § 383: kommentarer til bilag II,
punkt 1, del A, stk. 1, og § 385: kommentarer til bilag II, punkt 1, del B, stk. 1.