180 / 195
176
teiser, der sædvanlig tildeles af Kollegiets Efor, men ved alvorligere For
seelser af R ektor, helt eller delvist Bortfald af Legaterne eller Bortvisning
fra Kollegiet. For alle S tudenter gælder det dernæst, a t de, naar de bliver
døm t for en i den offentlige Mening vanærende Handling, bliver bo rtv ist
fra Universitetet, »relegeret«. Relegation, der altid idømmes af Konsisto
rium , kan naturligvis ogsaa anvendes som S tra f for S tudenternes Forhold
paa Universitetet, f. Eks. Opsætsighed eller Fornærmelser mod Univer
sitetslæ rerne, og kan da ogsaa idømmes paa T id, saaledes a t S tudenten,
naar Relegationstiden er udløbet, kan genoptage sit Arbejde ved Univer
sitetet.
Vigtigere end dette Myndighedsforhold er im idlertid den sociale For
sorg, som Universitetet udøver overfor S tudenterne. Lige saa længe det
har væ ret til, har Universitetet følt det som sin Opgave a t søge a t lette
S tudenterne Vanskelighederne ved deres Stilling — Vanskeligheder som
i første Række udspringer derfra, a t S tudenterne maa anvende en saa over
ordentlig lang Tid paa deres Uddannelse, a t de først faar denne a fslu ttet
i en Alder, hvor Landets øvrige Ungdom allerede forlængst har opnaaet
lønnede Stillinger, og a t de i hele denne lange Tid prak tisk ta lt er afskaaret
fra selv a t tjene til Livets Ophold. Disse Vanskeligheder forøges yderligere
derved, a t en meget stor Del, vel om tren t Halvdelen af S tudenterne, ikke
har deres Hjem i København, men kommer hertil fra Provinsbyerne eller
Landet paa saa tidligt et T idspunkt i deres Liv, a t de færreste kan paa
regnes a t have den Modenhed, som udkræves for a t staa paa egne Ben.
I ældre T ider, hvor Studenternes Tal va r forholdsvis lille, havde Univer
sitetet noget lettere ved a t løse den Opgave, som disse Forhold paalægger
det. Men i Nutiden, hvor S tuden tertallet har naae t en Størrelse, der op
hæver enhver Mulighed for, a t Universitetets Lærere og Myndigheder kan
følge hver enkelt S tudent paa hans Vej gennem S tudieaarene, er Opgaven
saare svær, for ikke a t sige uløselig. Medens man tidligere som oftest kunde
basere A rbejdet paa dette Om raade paa personligt Kendskab til den en
kelte S tuden t og hans særlige Forhold, maa man nu lægge Hovedvægten
paa a t tilvejebringe saadanne almindelige Vilkaar for S tudenternes Op
hold ved Universitetet og deres Liv i Universitetsaarene, a t de har Mulig
heden for selv a t finde sig til R ette under disse Vilkaar. Det er natu rlig t,
a t Arbejdet paa disse Felter, der allerede var begyndt før Verdenskrigen,
har faaet et k raftig t Opsving i Krigsaarene og Dyrtids-Perioden og under
den voldsomme Stigning i S tuden tertallet, som siden har fundet Sted.
Men den S ituation, som navnlig det sidste Forhold har skab t, er endnu
saa ny og Vanskelighederne ved a t finde sig til R ette i denne S ituation
saa store baade for Un iversitetet og S tudenterne, a t det langt fra kan siges,