219 / 302
212
Den gamle Protokol kom i sin Fornyelsestid til at
vidne om en egen Begivenhed. Noget a f det første,
Dirigenten tænkte paa, da han var bleven Medlem af
Bestyrelsen, var at faa Gade optagen som Æresmedlem.
1. P. E. Hartmann skal allerede være bleven det i
Henrik Rungs Tid, Paulli blev det i sin Dirigenttid.
At Frederik Rung, der ved Taknemligheds- og Hen-
givenhedsbaand var knyttet til G ade, ønskede ham
med, var saare naturligt og selv bortset herfra skulde
det synes, at det var det ønskeligste Trekløver a f Æ res
medlemmer. Bestyrelsen nærede heller ikke mindste
Tvivl om, al Gade burde foreslaas og at han vilde
blive valgt. Til dens Bestyrtelse faldt Sagen imidlertid
saaledes ud, at Forslaget paa Generalforsamlingen
2. September 1880 kun fik 17 Stemmer mod 15 og da
der til Vedtagelse krævedes
2/s
a f det afgivne Stemme
antal, gik det altsaa ikke igjennem. Den nye Tids
Mænd vare ikke paa det rene med, at mange ¡Medlem
mer fra den ældre Tid holdt fast ved Traditionen og
til denne hørte, at der var Blod mellem Cæcilia- og
Musikforeningen og at Gade havde overset Rung og
hans Værk. Hævnens Time var nu kommen. Man
bankede paa Døren i Gades Navn — aldrig skulde
han lukkes in d ! De protesterende handlede udelukkende
a f Hengivenhed for deres gamle Mester; de havde kun
ikke fulgt med Tiden og ikke lagt Mærke til, at det gode
Forhold mellem de to Hovedpersoner var bleven gjen-
oprettet, og glemt, at Cæciliaforeningen havde beseglet
Forsoningen ved at synge under Gade i Matthæuspas-
sionen. At Frederik Rung fik travlt, kan man forstaa.
Han skrev til Foreningens assisterende Medlemmer og