1932.
258
Cirk. ang. Fattighjælp.
8 April, væsenet indlagte Patienter, uanset om denne Takst er langt
Nr. 67. højere end Selvbetalertaksten, og i Tilfælde af Tilbagebetaling
har denne højere Takst derfor maattet afkræves vedkommende
Herved bemærkes dog, at Indenrigsministeriet i Skri
velse af 25. Februar 1892 til Københavns Magistrat har ud
talt, at der ikke fra Ministeriets Side findes noget at erindre
imod, at Magistraten, hvor Omstændighederne taler derfor,
overfor private, der for Fattigvæsenets Regning har været
indlagt paa Hospitalerne eller St. Johannes Stiftelsens Syge-
afdeling, nedsætter de for vedkommende Anstalter i For
holdet mellem Kommunerne approberede Refusionstakster
til den samme Takst, som til enhver Tid gælder for betalende
Patienter paa Fællesstuer.
Bortset fra de Undtagelser, der i Henhold hertil maatte
være gjort, er Forholdet formentlig normalt det, at der som
Fattighjælp opfores et Beløb, beregnet i Overensstemmelse
med den approberede Refusionstakst, der altsaa overstiger
den Betaling, som afkræves selvbetalende Patienter.
Denne Praksis støtter sig muligvis paa Bestemmelsen
i Fattiglovens § 48, Stk. 2, hvori det er fastsat, at den gæl
dende Takst »uden Eftervisning af de enkelte Udgifter« kan
lægges til Grund for Erstatningskravet overfor andre Kom
muner, ligesom man vel følt sig bundet af, at de enkelte
Reglementer taler om den Takst, der gælder for »Patienter,
der indlægges for Forsørgelsesvæsenets Regning«.
Socialministeriet maa imidlertid holde for, at hverken
den nævnte Lovbestemmelse eller paagældende Reglementer
gør den omhandlede Forstaaelse naturlig.
Hvad for det første Fattiglovens § 48, Stk. 2, angaar,
er det af hele Sammenhængen tydeligt, at den kun ved
rører Refusionskrav mellem Kommunerne indbyrdes, hvilket
ikke behøver at berøre Spørgsmaalet om, hvor stor en Del
af Udgiften der bør opføres som Fattighjælp for Patienten,
selv eller dennes Forsørger. Og paa ganske samme Maade
forholder det sig med de nævnte Takstbestemmelser. En
Begrundelse for Berettigelsen af at opføre Refusionstaksten
kunde søges deri, at denne som Regel ligger nærmere ved