Cirk. ang. Fattighjælp.
259
1932.
den virkelige Udgift end Selvbetalertaksten, idet man for- 8 April,
udsætter, at det i og for sig vilde være berettiget at opføre Nr- 67.
den virkelige Udgift.
En saadan Forudsætning vilde imidlertid efter Mini
steriets Opfattelse ikke være rigtig; thi naar alle andre har
Adgang til at blive optaget paa de offentlige Sygehuse for
en lav Takst, der langt fra dækker den virkelige Udgift,
og uden at Differencen kan opføres som Fattigunderstøttelse,
maa det — i Mangel af positiv Hjemmel i Fattigloven for
det modsatte — være udelukket overfor den for Forsørgelses-
væsenets Regning indlagte Patient at betragte et større
Beløb end Selvbetalertaksten som Fattighjælp med Fattig
hjælps Virkning. Der ydes jo ikke ham flere Goder end den,
der kan betale for Sygehusopholdet, og han modtager altsaa
ikke i Forhold til denne større Ydelse fra det offentlige, end
netop Selvbetalertaksten angiver.
I Overensstemmelse med det foran anførte maa Mini
steriet derfor holde for,
at
Refusionstaksterne kun giver Ud
tryk for den Godtgørelse, Kommunerne skal yde hverandre
for Benyttelsen af Sygehusene m. v., og altsaa er uden Ind
flydelse paa Størrelsen af det Beløb, der maa opføres som
Fattighjælp for den understøttede, samt
at
dette Beløb i
intet Tilfælde kan sættes højere end til den Takst, som gælder
for Selvbetalere.
Som Følge af foranstaaende vil der, saafremt den under
støttede senere maatte ønske at tilbagebetale den ham
ydede Fattighjælp, aldrig kunne afkræves mere end den
for Selvbetalere gældende Takst. Det bør derfor altid, naar
Opgørelse over de heromhandlede Udgifter fremsendes til
en refusionspligtig Kommune, anføres, hvor stor en Del
af Beløbet der har Fattighjælps Virkning for den paagældende.
Og saavel i Opholdskommunens som i Forsørgelseskommunens
Regnskaber bør kun Selvbetalertaksten opføres til Udgift
for Fattigvæsenet, medens Resten bør opføres som en Syge
husudgift.
Man skal sluttelig bemærke, at i Tilfælde, hvor Patienten
tilbagebetaler den ham som Kur og Pleje paa et kommunalt
17*