393 / 579
3 84
Fiskeres Redning fra Livsfare.
Fiskere og Baadsmænd saavel af kgl. Majestæts som af
Koffardifarere og fremmede, i Tallet henved 100 Personer,
efter Sædvane var udgangne paa Isen forat fiske om Morgenen
tidlig. Imod Middag gik Isen her paa Reden formedelst
Storm og højt Yand løs, hvilket de dog i Henseende til det
tykke og taageagtige Vejr selv ej kunde fornemme, men
Fiskerne blev det endelig var paa deres Liner og Fiske
redskab, at de drev, hvorover de af stor Bestyrtning søgte
at komme til Landet, en Bel søgte at frelse sig ved Skovs
hoved, nogle ved Amager Land. De, som søgte hen ad
Skovshoved, blev udi deres Mening bedragne, idet at Isen af
Nordenstorm vidt fra Landet var bortdrevet. Men de, soin
søgte Amager, kom udi Behold og bragte os med stor Jammer
og Veklage Tidende om deres Kammeraters ynkelige Tilstand
og Fare, de var udi. Indbyggerne paa Dragør gjorde deres
Flid til at redde disse arme Mennesker og skikkede Baade
ud til deres Frelsning, dog var det alt forgæves, ti Taagen
forhindrede deres gode Forsæt, at de de nødlidende ej kunde
se, og ihvorvel de baade skød med Musketter saa og raabte
stærkt, indtil det blev mørkt, fornam de dog iugeu, langt
mindre gav dem noget Svar, undtagen en Mand, som kom
drivendes paa et Stykke Is, hvilken ingen anden Efterretning
kunde give, end at han om (for) sig at salvere havde for
ladt sine Kammerater, som var over 50 Mænd. Han kunde
nok høre, at de sang og læste til Gud i Himlen, men saa
som han hørte straks derefter et stort Skrig og Bulder,
formente han, at Isen af Vandet var slaaet isønder og
Folkene druknede. Her i Staden holdtes de ogsaa alle sam
men for forlorne, ti Stormen af N. N. V. den hele Nat kon
tinuerede; den 6te, som var Hellig tre Kongers Dag, kom
Bud fra Saltholmen, at der var ingen kommen til Lands.
„Disse arme i Nød bestædte Mennesker kom dog den
almægtigste Gud til Hjælp og reddede dem, idet de af
Dødsens Angst og Elendighed i den haardeste Storm kom
paa et Stykke Is, som kunde være 4 Roder langt og bredt,