123 / 251
114
Bestemmelse var altsaa ikke at være nogen Forsørgelsesanstalt
eller Lemmestiftelse, men en Stiftelse, hvor fattige Syge kunde
blive helbredede.
Saaledes er Opfattelsen endnu. Ligesom derfor Patienter,
der lide af uhelbredelige kroniske Sygdomme, ikke modtages,
saaledes udskrives indlagte Patienter til deres Hjem eller over
flyttes til Lemmestiftelser, hvis det viser sig, at der ikke er
nogen Udsigt til Helbredelse eller Bedring ved et fortsat Op
hold paa Hospitalet. Under
S t r u e n s fæ
skete der, som omtalt
i første Afsnit, en Mængde Forandringer, idet der gaves T il
ladelse til at modtage veneriske Syge, ligesom Fundatsens
egentlige Øjemed hævedes, saa at de syge a f Borgerstanden
henvistes til Almindelig Hospital, medens der samtidig aabnedes
Adgang for militære Personer i videre Udstrækning end tid
ligere. Men ved det kgl. Reskript af 10. Decbr. 1772 blev
alt igen som forhen. Dog ere i visse Tidsperioder baade
Børnekopper og veneriske Sygdomme blevne behandlede paa
Hospitalet.
For Øjeblikket ere følgende Sygdomme udelukkede fra
Behandling:
Paa Fællesstuerne:
1) Kopper, 2) asiatisk Kolera, 3) Dysenteri,
4) exantematisk Tyfus, 5) gammel Benskade, 6) Fnat og Skurv samt
kroniske Hudsygdomme, 7) Kræft, 8) Sindssygdomme, 9) Epilepsi
(undtagen i Anfaldet), 10) kroniske Sygdomme i Hjerne, Bryst og
Underliv samt kroniske Rygmarvs- , og Nervelidelser i et saa frem
skredet Stadium, at der intet Haab kan haves om, at Patienten
kan blive arbejdsfør, 11) kronisk Rheumatisme med uhelbredelige
Kontrakturer eller Deformiteter af Leddene, 12) Alderdomssvaghed,
13) Skarlagensfeber, 14) Difteri og Croup (dog kunne sidstnævnte
to Sygdomme behandles paa en særskilt Stue, naar Operation er
indiceret.
A f de foran nævnte Sygdomme kan dog Kræft, hvor operativ
Indskriden skønnes indiceret, behandles paa Fællesstuerne, naar
den syge har været undersøgt af Overlægen, og han finder en
Operation tilraadelig, og ligeledes syfilitiske og veneriske Sygdomme
samt Hudsygdomme, der ikke falde ind under Kategorien Fnat og
Skurv, naar der er særlige Forhold tilstede, der tale mod at hen
vise den syge til det Sted, hvor disse Sygdomme ellers alminde