126 / 251
117
de logere, bevises, at de ere nødlidende, intet have at betale
deres Læge og Underholdning med, ej heller nyde nogen
Pension, Tilstød eller Almisse af nogen publik eller privat
Stiftelse, hvilken Attest straks af den syges Vært, og, om den
kan erholdes, af hans Skriftefader skal underskrives, saaledes
som de agte at være ansvarlige, da al i saa Maade begaaet
forsætlig Mislighed skal anses som aaben bar Svig og Under
fundighed.«
Skønt der altsaa var gjort alt, hvad der kunde gøres, for
at optage de flest mulige syge, skete det dog ikke saa sjældent,
at man trods Mangel paa Plads i Hospitalet alligevel paa for
skellig Maade gjorde Forsøg paa at blive syge Mennesker
kvit, saaledes at Hospitalet blev nødt til at optage dem. For
al forhindre en saadan Fremgangsmaade, værgede Hospitalet
sig paa en ret ejendommelig Maade. »Det sker nemlig —
saaledes hedder det i 1764 —, at naar det i Hospitalet til
ladte Antal Patienter er komplet, og enhver, der anmeldes,
faar Ekspektance paa Sygepladserne efter Tur, at man da
søger at tvinge Hospitalet til at modtage flere Patienter, end
der er Plads til, idet Husværter eller andre, som skulde sørge
for dem og frygte for at komme til at betale Begravelsen,
lade de syge køre eller lede derud og derpaa lade dem i
Stikken enten inde i Hospitalsgaarden eller udenfor, under
tiden i Gangene eller paa Trapperne til Betjentenes Værelser,
ofte i saadan Tilstand, at de hverken have Mæle eller Sans
og derfor af Nød maa tages ind, i hvordan Lejligheden er,
og den syge ved slig Omgang sætter Livet til.« Hospitals-
retten blev derfor bemyndiget til at skride ind mod Folk, der
vilde paatvinge Hospitalet Patienter, og idømme dem Mu Ikter
fra 2 til 20 Rdl., Straf paa Kroppen, spansk Kappe og Gabe
stokken, nogle Dages Vand og Brød og lign.
Det kan endvidere bemærkes, al da Hospitalet stod fær
digt, blev der ved kgl. Resol. af 9. Septbr. 1758 truffet den
Foranstaltning, at alle
Tilskadekomne
fra Marmorkirken, Sol
dater og Haandlangere,
skulde
modtages paa Hospitalet,
selv