161 / 251
152
med Lys og Varme. Det nærmeste Tilsyn med Opvartnings-
konerne var Økonomens Kone, der indtil 1821 varetog en
Oldfrues Pligter; men da hun selvfølgelig havde andet og
mere at passe, blev Tilsynet ogsaa derefter. Om Natten varetog
de 30 Vaagekoner Gerningen og modtog i Løn indtil 2 Rdl.
4 j? ugl. Over dem stod en Overvaagekone, der havde fri
Bolig, Kost, Brænde og Lys samt 200 Rdl. aarlig. Hun skulde
om Natten have stadigt Tilsyn med Vaagekonerne og Syge
plejen.
Naar man nu vilde spørge om, hvorledes disse Koner
varetog deres Gerning, saa faar man ved at gennemlæse Hos
pitalets gamle »Folkebøger« ikke blot at vide, at der var og
har været igennem Tiderne mange »hæderlige, skikkelige, ædru
og flinke Opvartersker«, der utvivlsomt gjorde, hvad de kunde,
og vare saa tro og paalidelige, som Tiden og Forholdene
førte med sig. Men bortset fra disse, saa er det desværre
kun et mørkt Billede, disse Folkebøger male for os. Vi høre
om Kiv, Spektakler og Slagsmaal, om Uorden, Urenlighed og
Uærlighed, om fuldstændig Vanrøgt med Hensyn til de syges
Pasning, om Overtrædelse af de simpleste Forskrifter, Mangel
paa Lydighed og et usædeligt Levned. Der blev mulkteret,
og der blev afskediget, og nye af samme Art traadte i Stedet
for. Hvad nyttede det, og hvad kunde man egentlig forlange
af Sygepleje af disse Koner, der ikke havde mindste Begreb
om de Sager? Hvor skulde disse halvgamle, nussede og ofte
skrøbelige Enker kunne varetage og forstaa en Gerning som
den al passe syge? Man undres over, at en saadan Tilstand
fik Lov til at vare saa mange Aar til ubodelig Skade for
mangfoldige syge. Professor O.
B
a n g
havde Øje derfor og
følte Ulemperne, men slog sig til Ro med, at der var gjort,
hvad der kunde gøres, og i sit Skrift fra 1840 skriver han:
»Man vil ikke lidet forundre sig over de yngre, raskere
og langt renligere Opvartningskoner, hvem Kost og større
Løn er tilstaaet, for at de ej skulle nødes til at fordre Douceur
eller benytte sig af de syges Spise, og som ved Hjælpekoner