122 / 212
Jak«b Peter Mynster.
D e n geistlige Mand kan i vore Dage ikke ved sin Stilling alene som Geistlig hæve sig til en overordnet Plads i Sam
fundet, ikke bringe sit Navn til at gjenlyde i större Kredse, end den enkelte Menighed, i hvis Midte Tilfældet förte
ham, eller, naar det kommer höit, dens nærmeste Generationer. Foler han i den ham iboende Aand Berettigelsen til
en Yirken af större Omfang, til Anerkjendelse efter en större Maalestok, da vil dette Maal vanskelig naaes, selv om en
större Begavelse, end den sædvanlige, som Taler og ^Sjælehyrde”, samler de Ypperste af hans Medborgere til hans
Menighed; hvis han ikke tillige som Videnskabsmand og Skribent hævder sig en anseet Plads i Aandens universelle Rige, hvis
han ikke formaaer at före sit Ord fra Kirkens aandig forsvindende Formlöshed, ind i Litteraturens ved sine organiske
Former mere varige Existents; ja, hvis han ikke tillige som praktisk Forretningsmand har vidst at vække Statens Opmærk
somhed. Thi den protestantiske Geistlige er ogsaa verdslig Embedsmand, og Orden i Protokollerne er ofte ikke den
sletteste Anbefaling for en Præst. Nu, det er ikke vor Hensigt at fordomme disse Betingelser; om de end kunde synes
det oprindelige Begreb af en geistlig Mand fremmede, bave de maaskee dog sit Værd.
De kunne jo betragtes som
Bidrag til den Ophævelse afStandsafstand ogKasteaand, der hörer med til vor Tids Opgaver. Og hvor finde vi dem vel
i skjönnere Forening med den sande geistlige Aand, end hos den Mand, som dette Billede forestiller?
Han er födt den 8de November 1775 i Kjöbenhavn, hvor hans Fader, Kammerraad
C h r i s t i a n P e t e r M y n s t e r ,
som han mistede i en Alder af to Aar, var lnspectör ved Frederiks Hospital. Hans Moder hed
N i c o l i n e R i n g
, og han og
Broderen, den som Prof. i Medicin afdöde,
O l e H i e r o n y m u s M y n s t e r ,
fik snart i daværende Hospitalsmedicus, F. L.
B a n g ,
senere Etatsraad og Professor i Medicin ved Universitetet, en fortræffelig Stedfader. Vor Mynster skal allerede som Barn have
været bestemt for den geistlige Stand, hvortil ogsaa snart Natur og Tilböielighed henviste ham; undervist af Privatlærere, blev
han 1790 indskrevet som akademisk Borger, tog anden Axamen, og 1794, efter at have været flittig Tilhorer hos
B a l l e ,
H o r n e m a n n , M o l d e n h a w e r
og
M ü n t e r ,
IheologiskEmbedsexamen (begge medZawd.), og de homiletisk-calechetiskePröver
med Udmærkelse. Strax efter Attestatsen traadte han i et Forhold, som ved at bringe ham i nær Beröring med en udmærket
Personlighed, fik en afgjörende Indflydelse paa hans folgende Liv, Aandsretning og Charakteer. Han blev Huslærer hos
Geheime-Conferentsraad, Grev
J o a c h i m G o t t s c h e M o l t k e
til Bregentved, en lærd Mand med lys og skarp Forstand, sjel-
den Erfaring og gjennemtrængende Mennekundskab, hvis Sön, vor nuværende Finantsminister, han dimitterede til Univer
sitetet. Mynster var allerede fra Studenteraarene bekjendt for sit rolige, milde Væsen, sin stille, men lidenskabelig vedhol
dende Flid. Imidlertid deltog han jævnlig i de muntre Kredse (hvortil bl. A.
S t e f f e n s
hörte), der paa Hospitalet
(Mynsters Gang Nr. 8) samlede sig om hans magelige, men med sjelden Aand, jovialt Lune og Vid, begavede Broder.
Ligesom han uden Tvivl her har fundet Næring for det Anlæg til fiin Ironi, Satire og urban Skjemt, som senere be
mærkedes hos ham, saavel af og til i hans Skrifter, som i det selskabelige Liv, saaledes har vistnok Opholdet i det
Moltkeske Huus bidraget Sit til den Harmoni, hvori han forener Hofmandens slebne Sæder med den höie Geistliges
Værdighed, og denne Evne til at skjule Lidenskabens ydre Tegn; thi uden Lidenskab var han ikke bleven den, han er.
I de otte Aar, han her tilbragte, havde han tillige et lykkeligt Otium til al fordybe sig i Theologi og Philologi, i
Mesterværkerne af den ældre og nyere Philosophi, Poesi og Veltalenhed. Han vandt saaledes 1798 Universitetets
Guldmedaille ved Besvarelse af den philosophiske Opgave. Da han 1801 ved sin Patrons Gunst blev Sognepræst i
Spiellerup og Smerup paa Vemmetofte Gods i Sjælland, fik han endnu mere Ledighed til i ensomme Timer at kunne
offre sig til disse Studier, uddanne sig som Taler, og at oflenlliggjöre enkelte Resultater af sine Forskninger. Han
optraadte förste Gang 1806 i Rahbeks (tMinerva”, i Anledning af et umodent, af Mægtige underslöltet Forslag til Forandring
i den offentlige Gudsdyrkelse, med en polemisk Afhandling, som ved Grundighed og Skarpsindighed, et kraftigt og
frimodigt Sprog, henledte den offentlige Opmærksomhed paa ham. Dette blev i endnu höiere Grad Tilfældet med den
Samling „Prædikener”, han udgav 1810, og som senere har oplevet flere Oplag. 1811 blev han kaldet til förste
residerende Kapellan ved Frue Menighed i Kjöbenhavn, (som dengang laante Huus i Trinitatis Kirke) og overdraget
at holde Foredrag over empirisk Psychologi ved Pastoralseminariet. Det var her, han erhvervede sit Navn som geistlig
Taler. Ved Kroningen 1815 erholdt han efter Indbydelse afFacultelet den theologiske Doctorværdighed ved en Disputats
om de sidste Aar af Pauli Apostelliv, blev s. A. Ridder af Dannebroge, og giftede sig med en Datter af Biskop
M u n t e r .
Fra 1817 til 1834 var han Medlem af Universitetsdirectionen, og den saakaldtc „store philologiske” Examen skal lildcels
være et Værk af ham. 1826 blev han Dannebrogsmand, og s. A. Hofprædikant, 1828 kongelig Confessionarius og
Slotspræst, s. A. Commandeur af Dbr. Et betydeligt Antal af hans Menighed og Tilhörere forenede sig 1830 i An-
erkjendelsen af hans höie Værd, om at lade hans Büste udfore i Marmor, og man grundede ved indsamlede Bidrag et
Legat, som bærer hans Navn. Endelig blev han 1834, ved P. E.
M ü l l e r s
Död, Biskop over Sjællands Stift og Ordensbiskop
og 1836 Storkors af Dbr. Fra 1835 deltog han, ifölge kongelig Udnævnelse, i Provindsialstændernes Forsamlinger i Roeskildc.
Hans Skribentvirksomhed har naturligvis været störst i den opbyggelig-homiletiske og kirkelige Retning. Herhen
höre, foruden de nævnte, hans „Prædikener paa alle Sön- og Helligdage i Aaret”, to Bind 1823, (2dct og 3die Oplag
1832 og 36 , oversat paa Tydsk 1835), hans „Betragtninger over de christelige Troeslærdomme”, to Dele (1833, 2dct
Opl. 1837), samt en tallös Mængde særskilt udkomne Fest- og Leilighedslaler; fremdeles hans Skrifter „Om de danske
Udgaver af Luthers lille Calechismus” (1835 og 3 7 ), „Beretning om den danske Kirkes Reformation’’ (1836), hans
„Udkast til en Alterbog og et Kirkeritual i Danmark, med Bemærkninger ved Forslagene til en ny Alterbog og et nyt
Kirkeritual” (1839) og „Oplysninger angaaende Udkastet til en Alterbog og et Kirkeritual for Danmark”. (1840). Til Minerva,
Videnskabernes Selskabs Skrifter, de Sjællandske Landemodeforhandlinger, og
J. M ö l l e r s
nyt theologisk Bibliothek,
har han fra 1808 leveret forskjellige videnskabelig - theologiske Afhandlinger, som tilligemed en interessant Artikel om