S_DanskPantheon_1842-1851

30 / 212

Henrik Nicolai Clausen.
Naar sandt Fædrelandssind, udbredte Kundskaber, practisk Dygtighed og den uegennyttigste Charakteer,
siden Stænderinstitutionens Indforelse har givet Professor Schouw Navn af Danmarks populæreste Mand, saa har
i de sidste Aar en lige saa sjelden Forening af hine Egenskaber erhvervet H. N. Cl a u s f n en næsten lignende
Plads i den offentlige Mening. Det har atter her viist sig, at videnskabelig Lærdom ikke udelukker eller hindrer en
kraftig og heldbringende Indgriben i Virkeligheden, og den lærde Dannelse har her haaret saadanne Frugter, at
selv dens ivrigste Modstandere have maattet anerkjende dens höie Betydning.
H enrik Georg Cl a u s e n , der döde 1840 som Stiftsprovst og Sognepræst til Fruekirke i Kjöben-
havn, af Herkomst en Sonderjyde, og i sin Tid bekjendt som aandrig geistlig Taler, var Præst i Maribo paa
Lolland, da Sonnen, H enrik Nico la i , blev födt den 22<le April 1793. Moderen var Sophie M agdalene
S chiern, en Datter af Provst S chiern paa Lolland. Faderen blev 1797 kaldet som anden residerende Capelian
til Fruekirke i Kjöbenhavn og underviste selv sin Sön til det Ilte Aar, da han blev sat i Metropolitanskolen, og
forberedte sig under Lærere som K rogh M eier, H er sle b og den fortjenstfulde Skolemand, der endnu er denne
Skoles Rector, Prof. N. L. N i s s e n , til Examen artium. Denne tog han 1809, og Aaret efter anden Examen,
begge Gange som den försle blandt de Udmærkede. Det var naturligt, at den opvakte Aand allerede tidlig, i
Faderens Huus, var bleven henledt til Theologien, og efter 2% Aars alvorlige Studium, under Professorerne
H ornemann , (Rationalismens yderste Venstre), P. E. Müller , T horlacius og Jen s M öller , tog han 1813
theologisk Embedsexamen med den fortrinligste Charakteer, der er givet her ved Universitetet (Laud. et quidem
inprimis egregie), og som kun meget Faa foruden ham have erholdt. To Aar senere vandt han Universitetets Guld-
medaille ved Besvarelsen af den theologiske Priisopgave, som handlede om de Beviser, hvormed de gamle Apolo­
geter have forsvaret Christendommens Sandhed imod Jöder og Hedninger. Dette Æmne optog han atter i sin Dis­
sertation for den philosophiske Doctorgrad (1817), idet han undersögle de For-Theodosianske Apologeters Forhold
til den platoniske Philosophie. Tillige var han Respondens for Krogh Meier og nuværende Biskop M y n s t e r,
da de disputerede for Doctorgraden i Theologien. Medens han fortsatte sin Dannelse ved Studiet af ældre og
nyere Philosophie, ved at manuducere yngre Studerende og som Deeltager i Selskabet „Lycæums” latinske
Disputereövelser, udviklede hans videnskabelige Characteer sig som en klar og grundig Tilegnelse af ethvert Stof
med Ringeagt for alt Floskelvæsen og tomme Phraser. Da han ved Understøttelse af II. M. Kongen og den liberale
Mæcen, Geheimeconferentsraad J ohan v. B ülow, samt academiske Stipendier, 1818 havde tiltraadt en Udenlands­
rejse, opholdt han sig den förste Vinter i Berlin, for at höre D e W e t t e og S chleiermacher, af hvilke især
den Sidste fængslede ham ikke blot ved sit Skarpsind og sit Geni, men ved sin opböiede Aandsfrihed. Kortere
var hans Ophold ved Universiteterne i Güttingen, Halle, Jena og Leipzig. Derpaa gik han over Dresden, München og
Wien til Venedig, og derfra til Florents og Rom, hvor han med Iver studerede de hellige og profane Antiqviteter
og Kirkehistorien. Det blev til stort Held for hans Studier, at vor nuværende Konge dengang opholdt sig i
Rom, ikke blot ved det ophöiede Gjæstevenskab han viste ham, men navnlig derved, at han igjennem Pave Pius
den 7des Privatsecretair skaffede ham Adgang til sjeldne og vigtige Documenter i det vatikanske Archiv, den danske
Kirke vedkommende, samt Tilladelse til senere i en Afhandling at nedlægge Resultaterne heraf (Skandin. Selskabs
Skrifter 1825). Han besögte endnu Neapel og Paris, og efter en Fraværelse af 272 Aar vendte han tilbage 1820.
Tre Maaneder etter, da Professor Krogh Meier blev udnævnt til Biskop paa Als, og kort efter döde, blev han
Lector i Theologien ved vort Universitet, 1822 blev han extraordinær Professor, og begyndte hermed som Lærer
og Forfatter en uafbrudt Virksomhed, som har været af höieste Betydning for Kirke og Videnskab i Danmark.
Et Tegn paa hans Aands Kraft ag Frugtbarhed er, at uagtet han hvert Ilalvaar holdt forskjellige Forelæsninger,
og i disse aldrig gjentog sig selv, har han tillige stadig deeltaget i det litterære Liv ved en Mængde Afhandlinger
og Skrifter. Det störste og mærkeligste af disse er: „Catholicismens og Protestantismens Kirkeforfatning, Lære
og Ritus” Kbhn. 1825. 1 Tydskland, hvor det udkom i Oversættelse, vakte det megen Opmærksomhed og. kom
til Omtale i forskjellige Tidsskrifter. Fandt man end ikke overalt et tilstrækkeligt Kildestudium, kunde Catholi-
kerne end ikke altid give de Abstractioner Medhold, hvori Forfatteren havde opfattet deres Lære, syntes han end
mindre villig til at anerkjende dennes end Protestantismens ideelle og historiske Berettigelse, og med en polemisk
Tendents stundom at „forvexle Leiren med Kirken” , saa vandt dog Værkets redelige, omfattende og aandfulde
Stræben og Klarhed i Fremstilling almindelig Agtelse, og skaffede Forfatteren et anseet Navn i den theologiske
Verden. Herhjemme vakte det, som det förste Skrift, hvori den rationalistiske Anskuelse optraadte med dybere vi­
denskabelig Begrundelse, stærk Modstand. En Mængde Stridsskrifter udkom, der opstod en litterær Skandale, som
ikke endnu er glemt, og de saakaldte ,,gammeldags” eller orthodoxe Christne truede med et kirkeligt Schisma.
G r un d t v ig anklagede Cl a u s e n som „Christendommens Fjende og Guds Ords Foragter,” men blev i den
Sag, som Cl a u s e n saae sig nödt til at anlægge mod ham, dömt i en Mulet af 100 Rbd. til de Fattige, hvorpaa
han nedlagde sit Præsteembede. L indberg optog atter de plumpe Beskyldninger; men i de Smaaskrifter, hvor-