25 / 212
siene” havde besunget, med en hoihjertet Gave (en særdeles kostbar Solvpokal) mindedes den patriotiske Sanger i
Noden, og hædrede saaledes baade dem selv og Skjaldens Kunst, som det i vor Tid neppe for eller siden er skeet.
Skjondt
B
licher
forovrigt ikke kan siges at have dandset paa Roser, har dog dette, som det synes, hver
ken været til Skade for hans Poesi, eller hans Frugtbarhed; og vistnok har igjen Sangens Evne og Udovelse været hans
bedste Trost i morke Timer, og holdt ham opreist i Modgangs Storme. En anden Tilboielighed, som havde fulgt ham
fra Drengeaarene, skulde han forst i sit 5 ide Aar see tilfredsstillet, og det endda indskrænket nok; det var hans Reise-
lyst. Med kongelig Understøttelse besdgte han 183(3 Sverrig, og to Aar efter Lybek, Hamborg og Vestkysten af Her
tugdommerne og Jylland til Skagen. 1842 antog han Capelian, og har i de senere Aar delt sin Interesse mellem lit
terær Produclion og politisk Patriotisme. For Skandinaviens Sammenhold tænkte og virkede han tidligere, end de Fleste,
der nu forenes i denne Tanke; Folkeaandens Vækkelse og Alt, hvad der kan sikkre Fædrelandet en uafhængig
Fremtid, har stadig
ligget ham paa Hjerte, og mangt et djærvt og begejstret Ord har han talt ved vore folkelige
Fester. Han er en Mand
af Middelhoide, mere Hin og spinkel, end stærk af Bygning; men skjondt han har provet saa
mange Lidelser og Farer,
skjondt han 34 Gange er væltet i Vogn, og alt for nogle Aar siden, da han i to. Maanedcr laa for Doden, skrev sin
„Svanesang,” er han med sit „gammelhærdede og læderseige Jægerlegeme” endnu fast saa rorig og livlig som en Yngling.
B.’s digteriske Virksomhed begyndte forst, da hanselv havde givet Afkald paa Livets Poesi; hans „forste Digt”
er fra 1810, da han som Familieforsorger havde opslaaet sin Bo i Jylland.
Dog fandt han ogsaa her en Kilde, der
ofte fremkaldte digteriske Stemninger og bevarede Poesien i hans Hjerte, det var Jagtlivet. Med dette udfyldtes en stor
Deel af den Tid, Forretningerne levnede ham, og fra sine vidlloftige Streiftog til Herregaarde og Hedehytter hjembragte
han mangt et ubekjendt Sagn, der siden blev Spiren til hans skjonneste Noveller.
Men i lang Tid fulgte han kun
Musens Kald som lyrisk Sanger, og da han ikke saameget udmærkede sig ved Phantasiens Rigdom og Giands, som ved en
dyb subjectiv Folelse, en med Ossian beslægtet Melankoli, Begeislring for fædrelandsk og historisk Storhed, en ædel og
kraflfuld Diction, selv hvor det skortede noget paa Renhed og Klarhed i Formen, da hans Digte bleve slet trykte, og
han selv levede borlfjernet fra Hovedstadens litterære Liv; saa maatle han længe noies med el lidet udbredt Publicum,
og savne Opmuntringen af sit Folks Anerkjendelse. Ja selv den Samling, som udkom under Navn af
„ S n e/d o k k en *
hvor Forfs. eiendommelige Fortrin, saavel i alvorlig som lunefuld Poesi, findes samlede, var neppe i Manges Erindring,
da Novelledigterens Navn gjenlod over hele Landet; og dog findes
heri Digte, som
Sangene til de
gjenfodte G rækere
,
til
Glæden
og
S orgen
, hans
Velkommenhjem til Ingem ann
o. fl., derhore til de mest classiske i vor Litteratur.
Han var omtrent ved de Fyrretyve, da han paa en af sine Udflugter horte det Sagn, der har givet Anledning
til
„L andsbydegn en s D a g b o g
og det faldt ham for forste Gang ind, at digte i prosaiskStil. Hvad han saaledes i al
Fordringsloshed frembragte, blev forst trykt i „
E lm qvists L æ sefru gtcr
,” og vi vide Alle, hvor fortræffelig det lykkedes.
Denne, (saavel som ikke faa af hans folgende Fortællinger) horer ubetinget til det Ypperste i vor hele Litteratur; lidet
af Udlandets poetiske Skatte i den Retning, og af vor egen kun „
Vaulundurs S a g a J '
kunne taale en Sammenligning
hermed.
Med en sjelden Sandhed og Naivitet udvikle de sædvanligvis simple og rorende Begivenheder sig, de hand
lende og talende Personer staae med faa Træk lyslevende for Læseren, og Sproget giverdet Hele den hoieste Grad af
Illusion.
Enten Ff. vil hensætte os i en forsvunden Tids Fole- og Tænkemaade, (som i „
L andsby degnens D a gbog’"'
og
,,
Præ sten i Veilby
eller han bruger Formen af Breve, (som de ganske magelose, hvorved ,,
S takkels Louis'1’
begynder),
eller den simple Fostælling (som i den hoist poetiske og dybtfolte ,,
E v a
,” ,,
Hosekræmmeren
,” ,,
Fjorten D age i J y lla n d ”
o. m. a.), saa skeer det ofte med en saa henrivende Sandhed og Inderlighed, at Læseren aldeles glemmer Digteren, og troer
det er de digtede Personer selv, som skrive og tale. Hvad man strax bemærker, er at intet af
B
lichers
Arbeider
er Frugten af langvarig, kun sjelden poetisk frugtbar Forslandsreflexion; de synes i Almindelighed fremgaaede af en umid
delbar Inspiration, og naar alligevel mange af dem ere i Sandhed saa
cla ssisk e
, at ingen virkelig æsthelisk Fordring
synes utilfredsstillet, saa er dette kun et Bevis paa Geniets vidunderlige Magt.
Da
B
lichers
ældre og nye Noveller
udkom i fem Bind, i en Udgave, der bar Præget af overdreven Forlæggeroekonomi, og vanziredes ved en hoist ufor
svarlig Correctur, vakte de en overordentlig Opsigt; det var for de Fleste et ganske nyt Phænomen, og han tik hurtig
et begeistret og taknemligt Publikum over hele Landet. Men idet Forf., med en bertillands sjelden Uafhængighed, stil
lede sig udenfor Alt, hvad der kaldes æsthetiske Skoler, Parti og Coterismag, kunde det ikke undgaaes, at han jo blev
Gjenstand for en meer eller mindre ubevidst Hovedstad- og Skole-Jalousi, der navnlig kom til Orde i en Kritik i
ftlaa-
nedsskr. f. L itt.
13de Bd.
Man dvælede her med en tor prosaisk Forstandighed ved Ffs. Anstod mod visse Regler,
som det laa ganske udenfor hans Digternatur og særegne Udvikling at fyldestgjore; og man viste ikke megen Lyst eller
Sands til at erkjende hans udmærkede Fortrin i det Omfang og den Grad, som de fortjente.
Idet denne Kritik beva
rede et Skin af Sandhed, der let kunde indvirke paa prosaiske og uselvstændige Læsere, begik den en national Uretfær
dighed. Man mente at nedsætte hans Digterværd ved den Bemærkning, at hans Noveller vare i Reglen let udforte
Skizzer, mest „Skildringer af Tilstande,” at de manglede en rigt forviklet Intrigue og dybtgaa< ride psychologisk Ana
lyse. Man glemte, at en lyrisk Aand ifolge sin Natur ikke kan indlade sig paa en slig poetisk Detailhandel, men giver
den Læser, som har Folelse derfor, noget Andet og Bedre til Erstatning; man glemte, at Ivritiken ikke skal give Dig
teren Opgaver som en Student ved Examen, men kun har at undersoge, hvorledes han loser den, han selv har
stillet sig. Man glemte, at f. Ex.
W ashington Irw in g
netop ved saadanne „Skizzer” er bleven udodelig, medens mange
Forf., der vare uudtommelige udi Intriguen, forlængst ere gaaede den poetiske Dod imode. Man har ogsaa ment, at Musen
forlod Bl., naar han forlod sin hjemlige Hede. Men enhver Læser med Sands og Kyndighed maa indromme, at i de
■ m .