20 / 212
Herman VilhelmBissen,
Danmarks, og en af Verdens, störste nulevende Billedhuggere, er födt den 13de October 1798 i Byen Slesvig.
Hans Fader, en Holstener, og hans Moder, en Skipperdatter fra det dansktalende Slesvig, flyttede kort efter hans
Födsel til en Landejendom i den Egn af sidstnævnte Provinds, som kaldes Angeln. Kun sjelden yttrer Naturen
saa tidlig og utvivlsomt sin Yillie i en Menneskesjæl, som -Tilfældet var med
B
iss e n
.
Saa langt tilbage i sin
Barndom, som han kan erindre, fölte han en stærk Tilboielighed til at aftegne eller udskjære med Kniven, hvad
der tiltrak sig hans Opmærksomhed. Ja hans hele Væsen og Charakteer i andre Henseender viste sig allerede
dengang saaledes, som den i den modnere Aldre uforandret bevarede sig, stille, blid og indsluttet i sig selv.
Ethvert Materiale, han forefandt, Træ, Snee og Leer, maatte forme sig under hans Haand, med besynderlig Nöiag-
tighed gjengav han de Gjenstande, Naturen nærmest frembod for hans Gie, og han fandt snart hos sin Moder
venlig Interesse for denne barnlige Tilboielighed. Men Naturen tiltrak ham ogsaa paa en anden Maade, han sam
lede paa Planter og Insecter, og læste naturhistoriske Skrifer. Med Stedets Præst havde han begyndt at læse
Latin, men da Forældrene 1812 atter flyttede til Slesvig, kom han her i en Borgerskole.
Efter sin Confirmation (1815) skulde
B
issen
i Snedkerlære. Men en Sygdom i Födderne, som længe
holdt ham hjemme, forhindrede dette, og gav ham Ledighed til ved sine Fremskridt i Tegning, at vække saadan
Opmærksomhed, at tre Mænd: Auctionsforvalter
Westphal
, Historiemaler
Böhndcl
og Provst (siden Generalsuperin
tendent)
Callisen
, tilvejebragte det Fornödne, for at han ved et treaarigt Ophold i Kjöbenhavn kunde uddanne sig
i Malerkunsten. 1 November 1816 kom han hertil, og besögte nu flittig Kunstakademiets Tegne- og Modelskole.
Ifölge sin frygtsomme Natur tvivlede han dog om et heldigt Resultat, og vendte allerede 1818 tilbage til Slesvig.
Men Skjæbnen vilde, at vor nuværende Konge kort efter kom igjennem Slesvig.
Callisen
anbefalede
B
iss e n
,
han
maatte forevise sine Tegninger, og erholdt nu af Prindsen Understöttelse til at vende tilbage til Kjöbenhavn og
igjen studere ved Akademiet. Her vandt han allerede næste Aar ved en Tegning den store Sölvmedaille. Et Par
Malerier af ham kom paa Udstillingen, og han forögede af og til sine Indtægter ved at male Portræter. Under
Tegningen efter levende Modeller fik han Lyst til at gjengive disse i fuldkomnere Former, han byttede Kridtet
med Leret, og da det lykkedes, opmuntrede Professor
Lund
ham til at vedblive. Da han 1821 indstillede sig til
Concurs for den lille Guldmedaille, var han uvis om han skulde gjöre det som Maler eller Billedhugger, men da
et af Malerredskaberne gik itu for ham, lod han sig derved bestemme til at udfore Opgaven
( Jacobs Sönner
,
som
vise Faderen Josefs Kjortel
) som et Basrelief, hvorved han erholdt Medaillen. Næste Aar saaes en lille Statue,
Orpheus, af ham paa Udstillingen.
Hans Talent var nu saa almindelig anerkjendt, at det blev ham overdraget i 1822 og 23 til Christian
borg Slotskirke, som da var under Bygning, at udfore de
4 Scrapher
under Hvælvingen, de 4
Basreliefs
ved Enderne
af Sidegangene, og de 4
Engle
i Medaillons over Evangelisterne. Han begyndte paa denne Tid ogsaa i Tegninger
at fremstille Momenter af den nordiske Gudelære, som især hans Ven
Freund
med saa megen Iver sögte at gjöre
brugbar for Skulpturen. I sidstnævnte Aar vandt han Akademiets store Guldmedaille ved et Basrelief
( Jairi Dat
ters Opvækkelse
), og reiste derpaa udenlands. I Berlin besögte han Billedhuggeren
Bauch
, gik over Dresden til
München, hvorfra han med Maleren
Ernst Meyer
vandrede til Venedig, hvis imposante Architektur i höi Grad
greb ham. Efter et flygtigt Blik paa de gamle Mesteres Værker i Florents, ankom han til Rom i September 1824.
Her fölte han, for forste Gang paa sin Iteise, Lyst til at arbeide, men kunde ikke længer tilfredsstille sig selv.
Han besögte Gallerierne og
Thorvaldsen
, men dennes Værker og Vatikanets Skatte aabnede hans Gine, Idealet
forekom ham uopnaaeligt, og han tilintetgjorde selv, hvad han begyndte paa. At han var aldeles uvant til at
arbeide i Marmor, bidrog ogsaa til at nedslaae hans Mod. Hertil kom endelig jevnligt Ildebefindende; han hjem-
sögtes af Gigt i Hovedet og Tandpine. Imidlertid vedblev han at arbeide, udkastede en Mængde Skizzer, og fuld
forte forskjellige Buster. Han besögte flittig
Thorvaldsens
Atelier, modtog ogsaa dennes Veiledning, og blev i höi
Grad paavirket af Aanden i hans Værker, om han end netop ved sin dyblfölte Beundring af Mesteren, og sit
tilbageholdne Væsen, ikke egentlig traadte i et nærmere Discipelforhold til ham.
1 Februar 1827 drog han i Selskab med
Freund
til Neapel og Pæstum, bereiste derpaa Sicilien, besteg
Ætna, og tilbragte atter Sommeren i Neapel. Bevidstheden om hans Evner var efterhaanden vaagnet, og endnu
samme Aar fuldendte han i Rom tre Basreliefs
fSorgen over Hektors Död
,
Christus
,
som vadsker Disciplenes Foddcr
,
og Odysses
,
som dræber Beilernej.
Det sidste lod han efter de Gamles Maade colorere. Næste Foraar besögte han