S_DanskPantheon

egen overbevisende Kraft, som et frit Budskab til Aander.

Som geistlig Taler har han stedse fundet varm Gjenklang

bos en talrig Kreds af Tilhorere, ikke ved nogen strengt gjennemfdrt og belærende Udvikling af christelige Troes-

lærdomme, thi hans Prædiken var, som det bor sig den sande Prædiken, vel som oftest Óieblikkets Frugt; den var el

„levende Ord”, med en religios Inspiration, en Overbevisningens Ild, som, medens han selv henreves deraf, fremkaldte

hos Andre Opbyggelsens Stemning. Hans Virksomhed i historisk, theologisk og politisk Retning var altid .saa gjennem-

trængt af hans poetiske Natur, at den sjælden tækkedes „Bogormene”, som ikke kunde forklare de tilsyneladende Selv

modsigelser, og ikke tilgive eller forslaae de poetiske Hyperboler, hvori han uden smaalig Correcthed skuede og forkyndte

Aandens Bedrifter, som han selv opfyldtes af dem. I Poesien er han hverken ret Epiker eller Dramatiker, men har, med

al sin historiske og religiose Paavirkning, stedse bevaret en eiendommelig lyrisk Charakter, som hverken tilhorer den ene

eller den anden Skole.

Vil man ligne Poesien ved et Træ, den romantiske ved Blomsterne, som i Duft og Farver

gjemme Anelsen om det Tilkommende, og den classiske ved de fuldmodne Frugter, saa ligner

r un d t v ig s

Poesi det

gronne Lov, som uden at friste Óiet og kildre Sandsen, kvæger og forfrisker ved sit saftfulde fyldige Liv. Ofte taber

den sig vel, lig vilde Skud, i ufrugtbare Masser af Vers og Rim; han synes ikke at have Bevidsthed om, hvad de Bog

lærde kalde „Form”, han synger, som Aanden giver ham at synge, som Oldtidens gamle Barder, ikke som en omhyg

gelig oplært Kunstner, men som mægtig bevæget Seer. Naar han alligevel ofte frembragte formfuldendte Digte, da var

det, fordi en lykkelig, harmonisk Aand hvilede over ham i Begeistringens Óieblik, fordi Historiens, Troens og Poesiens

Muser da forenede sig i huld Resignation, og da fremstrommede disse Kvad, som i mandig Kraft og Malm, i Hoihed,

Friskhed og Inderlighed ikke have deres Mage i Dannersproget, ja maaskee ikke i noget andet. Men hans Muses Aasyn

er alvorligt. Den zirlige Skjemt og lette Vittighed ligger udenfor hans Evner; og dog, naar han i sit rette Hjem tumler

med Tanker som Klippestykker, fremglimter ofte en djærv nordisk Humor, der ikke er uden komisk Kraft. Hans pro

saiske Stil har fundet talrige Modstandere; og beklages maa det, netop mest af dem, som vide at skatte dens Originalitet, dens

gribende Veltalenhed, dens af Oldproget oste Fynd og Rigdom, og som oprigtigst dnskede hans aandfulde Tanker al mulig Indgang,

at han ofte hindrer dette, ikke blot ved en trættende Bredhed, men tillige ved en Maneer, der synes fremgaaet af en bittert folt

Mangel paa Sympathi, og neppe oprindelig er begrundet i hans Natur. Dette skjonnes nemlig dels deraf, at den i en

Mængde af hans fortrinligste Arbeider slet ikke spores, deels deraf, at adskillige senere Forfattere med temmeligt Held

have kunnet tilegne sig denne hans Maneer, uden at de dermed have faaet Aanden. Men, — lad de Boglærde i hans

Behandling af Historien, i de nordiske og patriotiske Ideer, som have begeistret ham, længe nok kun finde digteriske

Dromme, lad end svage Sjæle grue, naar han ikke altid forfægtede christelig Tro i christelig Aand; den, der uden For

dom, med Sands for det Store og Herlige i Tilværelsen, overskuer hele hans Liv, vil dog rores til Beundring ved en

saa mægtig og frugtbar Straale af Menneskeaanden, en saa mangfoldig, livfuld, uegennyttig og utrættelig Stræben, og en

Charakter, der, trods Lidenskabens Kampe og Storme, stedse har staaet reen og ustraffelig for Folketankeu.

s«

T ry k t k o s JU ian co L u n o .