43 / 212
Theatre i Wien. I Forening med sin mangesidige og grundige theoretiske Dannelse besidder han et eiendomme-
ligt Talent for lokal og comisk Opera.
Saaledes maatte han ret være paa sin Plads i Wien, og naar man kjen-
der Livet i denne Hovedstad, er det let forklarligt, at selv Arbeider, som: die steinerne Jungfrau, Peter Slieg-
litz, Staberle als Physiker o. 11., der næsten ganske vare beregnede paa Oieblikket og visse Forhold, kunde
gjore almindelig Lykke, selv paa det Theater, hvor det dengang (1825—26) beromteste italienske Operaselskab
under
R
o ssin i
,
med Medlemmer, som
R
u b in i
, L
ablache
og Snra.
F
odor
,
havde gjort behorig Furore. 1827 var
G
l a e se r
bleven forste Kapelmester ved Theatret an der Wien, og 1830 blev han kaldet til Berlin til Ivonig-
stadtertheatret. Herfra skriver sig hans egentlige Renommee som tydsk Componist og Operadirigent. Han hævede
sig her til det mere universelle Standpunct i Kunsten, der vandt Anerkjendelse i Operaer som: Die Brautsehau,
der Bernsteinring, Aurora, der Rattenfanger am Ilameln, Andrea, das Auge des Teufels, men som især ved hans
„AdlerS Horst”
har erhvervet ham Plads og Navn blandt Nutidens anseteste Componister, ogsaa udenfor Tydsk-
land. Her gjorde denne Opera Touren rundt til de fleste Theatre, og har desuden banet sig Yei til London,
Petersburg, Briissel, Amsterdam, Stockholm og Ivjobenhavn, hvor den for nogle Aar siden („Ornens Rede” over
sat
af
Hr. Skuespiller
R
o senk ild e
)
er opfort med Bifald gjentagne Gange.
Det er Alle bekjendt, at
G
l a e s e r
ifjor modtog Hans Majestæt Kongens smigrende Kaldelse til Kjo-
benhavn som Kapelmester og Operaanforer ved Theatret her. Hvad han i denne Stilling allerede har udrettet for
Operaen og Musiken hos os overhovedet, den livfulde, for os til det Vidunderlige grændsende Energie, hvormed
han varetager sit Kald, den varme Begeistring for Kunsten, han ikke blot selv er gjennemtrængt af, men veed at
meddele sine Omgivelser: Alt dette er endnu et altfor friskt og hyppig droftet Æmne for Bladene og den selska
belige Conversation, til at vi her behove meer end at nævne det. Den uboielige Strenghed, den utrættelige og ei for
Alle beqvemme Iver, han har viist ved Indstuderingen af ældre og nye Operaer, og andre sit Kalds Pligter, har været et saa
hyt Phænomen, at den istedenfor Uvillie har skaffet ham Agtelse og Kjerlighed hos sin Omgivelse. Han er et mærkeligt
Exempel paa, hvor kort Tid en Mand behover, for at blive meget populær. I Theatret har han aflagt Prover paa
sine udmærkede Gaver som Orchesterdirigent ved Anforelsen af forskjellige Ouverturer og Operaer, f. Ex. Vilhelm
Tell, den Stumme, Robert af Normandiet o. s. v. Udenfor Theatret lærte man især at skatte ham ved den saa-
kaldte store Musikfest, hvor
H
a yd n s
„Skabelse” udfortes med et Antal af henved 300 Deeltagende. „Ogsaa
her” siger Fædrelandet, „viste
G
l a e s e r
sin Dirigentdygtighed ved at samle saa mange uensartede Kræfter til et
Hele under sin Tactstok, og enhver Musikelsker maatte ret levende fole sig den Mand forbunden, som havde
skaffet ham Leilighed til at hore dette classiske Værk udfort paa en saa værdig Maade.” Den almindelige Anerkjen
delse heraf fremkaldte et Festmaaltid for
G
l a e se r
den 15de April d. A. Der horer ikke megen Klogt til at vide,
at han som Fremmed i Sproget og Forholdene endnu ikke kan have beseiret
alle
Hindringer; men ligesaa rimeligt
kan man slutte, at jo mere han bliver hjemme hos os, desto herligere Frugter vil man spore af de sjeldne Egen
skaber, han forener i sin Person og Stilling.