371 / 420
I Resolutionens andet Stykke gaves dernæst Bestemmelser angaa-
ende inspectores quæ sturæ , som fremdeles skulde udnævnes af Konsisto
rium , men have en væsentlig anden Funktion end tid ligere, i det deres
fremtidige Embedspligt skulde være til enhver T id at forskaffe sig t i l
strækkelig Kundskab om sam tlige Universitetets økonomiske Anliggender,
saaledes at Konsistorium stedse kunde erholde den fornødne Underretning
om disse G jenstande, til hvilken Ende Inspektørerne skulde konferere
med Kvæstor, som ved sin Instrux skulde forpligtes til at meddele dem
al fornøden Oplysning. Deres Hverv skulde udøves gratis.
Dét første Skridt til Gjennemførelsen af denne kgl. Resolution be
stod i Udfærdigelsen af en Instrux for Kvæstor, og Forslag til en saadan
tilstilledes Konsistorium af D irektionen ved Skr. 14. Jan . 1838. Men
denne gav Signalet til Stridens Udbrud, i det Instruxen indeholdt ad
skillige Bestemmelser, som viste en principiel Forskjel mellem Konsi
storiums og Direktionens Opfattelse af den kgl. Resolutions Betyd
ning.
I Særdeleshed indeholdtes en Bestemmelse i Udkastets § 10,
som erklæ rede, at den nærmeste Bestyrelse af hele Universitetets
-Økonomi i Følge Resol. 2. Decbr. 1836 var overdraget Kvæstor paa
hans An- og T ilsvar, hvilken Sætnings R igtighed Konsistorium bestem t
m aatte bestride. Det nedsatte derfor en Kom ité til at afgive Betænk
ning om Sagen, bestaaende af Hohlenberg, J. E. Larsen, Saxtorph og
Sibbern. Direktionen sendte det ene Rykkerbrev efter det and et, men
Komitéen arbejdede rolig videre og afgav først under 24. April sin Be
tænkning paa 42 Folio-Sider, der indsendtes den 10. J u n i, ledsaget af
Konsistoriums egen Betænkning paa 16 Folio-Sider, som var underskreven
af Referendarius A. Y. S c h e e l . Med disse Betænkninger fulgte derhos
en Memorial paa 35 Folio-Sider fra R e k to r, Professor H. N. Clausen,
der havde ønsket sig fritagen for at blive Medlem af Komitéen for med
større Frihed paa egen Haand at kunne udtale sig om Spørgsmaalet.
I disse Stridsskrifter gjordes først gjæ ldende, at Konsistoriums
Myndighed over Universitetets Formue var begrundet i ældgammel O rd
ning og kgl. Tilsagn, saa som i Rskr. 3. Decbr. 1784 og Fdts. 7. Maj
1788 Kap. Y II § 7 ; at denne historisk overleverede Ordning i højeste
Grad var i Universitetets In teresse, navnlig fordi Professorerne havde
draget og altid vilde drage Omsorg for at bevare Universitetets E jen
domme og Fonds og disses muligste Uafhængighed af Statsstyrelsen,
hvilket var af Vigtighed for Universitetets Bestaaen og B lom stren, i det
Konsistorium gjennem alle Aarhundreder var vedblevet a t være det
Samme, medens Overbestyrelsen havde været mange Haande Forandringer
og Afvexlinger underkastet og kanske ogsaa i Frem tiden vilde blive det,
uvist paa hvad Maade. „Vi anse det desaarsag for en P lig t, som Kon
sistorium skylder Universitetet og de følgende Slægter, a t gjøre, hvad der
staar i dets Magt, til, at den nærmeste Bestyrelse af de akadem iske Sager
bliver hos Universitetets egentlige Repræsentation, Medlemmerne af det
akademiske Raad“.