KøbenhavnsHistorieOgTopografi

A B S A L O N S B O R G O G

Et Tiaars Kampe med vekslende Vaabenheld imellem de tre Kongsemner

bragtes til en foreløbig Afslutning ved det laalandske Forlig i de første Dage

af August

1157

. Ved dette deltes Riget.

Valdemar

fik Jylland som sin Part, me

dens

Svend

tog Skaane, og

Knu d

fik Resten, Sjælland, Fyn og tilliggende Øer.1 )

Freden besegledes derved, at Kong Knud indbød sine Medkonger til Gilde

i Kongsgaarden i

Roskilde.

Men Svend, Erik Emunes altid svigefulde Søn, var

ikke til Sinds at overholde Freden. Han mødte frem med et stort, væbnet Følge,

og paa Gildets anden Aften,

. August, forlod han Gildehallen og lod sine

Mænd drage Sværd mod de to andre Konger, Knud og Valdemar.

Kong

Valdemar

sprang op, slukkede Lysene og afbødede Huggene mod sit

Hoved ved at løfte Haanden, der var indsvøbt i Kappen. Han blev kastet

omkuld og fik samtidig et dybt Saar i Laaret, men rejste sig hurtigt og forsvandt

ud i Mørket.

Kong

Knud

fik Hovedet kløvet ved et Sværdhug, og

Absalon

tog den

døende Mand i sine Arme i den Tro, at det var Kong Valdemar. Da Knud var

død, opdagede Absalon sin Fejltagelse og ilede saa gennem den fjendtlige Skare

bort fra Kongsgaarden. Han vandrede i Nattens Mørke ud til

Ramsø Torp,

hvor Bryden Aslak modtog ham og overlod ham en Hest, saa at han kunde ride

først til sin Søster Ingefred og dernæst til sin Moder paa Fædregaarden i

Fjenneslev.

Kong Valdemar, der havde faaet to af sine Mænd med sig, bevægede sig

paa Grund af sit Saar kun med Besvær, men blev senere ved sine Svendes

Hjælp sat op paa en Hest og naaede tilfældig til Bryden i Ramsø Torp, hvor

Absalon kort i Forvejen havde været, og han fulgte saa dennes Vej til Fjen

neslev, hvor han fik sit Saar plejet og forbundet.

Forgæves eftersøgte Kong Svend Valdemar, og han bød, at der skulde

hugges Hul i alle Snækker paa Sjælland, for at han ikke skulde undslippe.

Valdemar sneg sig forsigtigt gennem Landet med kun tre Følgesvende, ikke i

tæt Skov eller Vildmose, men helst gennem de smaa Lunde, hvor han følte sig

x) Jø rg en O lrik. Saxo I I p. 163 ffg.