135 / 275
131
Jeg har altid haft en ganske
usømmelig
Trang til at ville
betræde Parnassets slidte men derfor lige eventyrlige Trapper.
Det begyndte »at kalde« allerede i Skoletiden. I Skoleblade gik
det løs med Digte og Noveller, og i min første Ungdom rasede
Pennen over Papirarkene. Naa, alt det er glemt — og brændt,
imidlertid: det
hævner
sig at lege med Pen og Blæk fra Drenges
aarene. En skønne Dag kommer ens første Digte ud! Mine kaldte
jeg »Glæder«. Rost af nogle — men
læst
af færre. Men videre.
Sten paa Vejen er kun til for at fjernes, og for at leve, begyndte
man saa at sysle med Journalistiken. I en »fjern« Fortid be*
gyndte man. Hvor og hos hvem kan være lige meget. Jeg det
buterede med at interviewe afdøde Fru
Ingeborg Vollqvarz
(fof
et Bladbureau). Mit
Stof
har aabenbart ikke været
Gods,
som
Ping vilde sige. Heller ikke nogen ligefrem Eksportvare! Det
indbragte mig den nette Sum af 2 Kr. 18 Øre. Men videre.
Rom blev ikke bygget paa een Dag! Mens Journalistiken drives,
omend ikke med Triumfer eller en Hale af Cheks efter sig, turm
ler man i andre Rollefag. Man er jo ung.
Herold, Brems
og
Bjørn
siger saa kønt, at man har Stemme og lige antyder, at
Operaen hungrer! Saa er den
usømmelige
Trang der igen. Man
vil skrive, man
maa!
Og
Tilfældet,
der saa ofte har rakt mig
en Lillefinger, placerer mig en Dag i mit Livs første — dog
ikke eneste — Redaktørstol. Og her svimler Honoraret — som
ansvarshavende Redaktør — op til at omfatte — en Velourhat!
Ja, ja, man samler sig hurtigt muntre Minder.
Lad mig tilføje, at mit Medarbejderskab blev af meteoragtig
Karakter. Jeg forsvandt — pr. Cycle!
Men lad mig imidlertid sige dette: Jeg lever altsaa endnu —
selvom jeg ikke moverer mig med Søløvepels.
Parnasset kom vi lidt bort fra. Jeg har skrevet ti Digtsarm
linger, deriblandt »Gry«, »Ensom Sang«, »Blæst«, »Glimt af
Glæder« og »Uro«. Har jeg ikke opnaaet at faa synderligt
mange Læsere, saa har jeg ihvert Fald faaet mange og flinke samt
produktive Komponister. 2— 300 af mine Digte er forlængst sat
i Musik, og tænk . . . . de synges. Men jeg tror, at Bøgernes
•Tid kommer igen. »Grøften«s gør det, Hr.
Axel Marcher, dens
Tid oprinder hver Maj! Men det er ikke sikkert, at ligefrem
Versets
gør det. Dog een Ting er saa godt som givet: Vi, som
skriver Vers, havner, før eller senere i »Grøften«.
9
*