141 / 275
137
drikker sig et Glas eller to. De
forer en pudsig Tale. Naar en
i Selskabet vil give en ekstra
Omgang, saa spørger han blot,
om der er Fald i Tagrenden, og
det er der gerne i »Grøften«.
Jeg gik der over og skrev en
Artikel. Dermed var jeg »Po*
litiken«s Tivolimedarbejder og
afløste som saadan Bladets
gamle og glimrende Tivoli*
Journalist
Chr. HjorthiClausen,
der i sildige Timer paa Redak*
tionen havde fortalt mig om
Livet blandt Klabautermænde*
ne paa den gamle Fregat. Det
var sælsomme Tider, der her rulledes op for mig, og noget af
de gamle Tiders Stemning og Idyl, som den fremstod i min
ældre og erfarne Kollega
Hjortens
Fremstilling, genfandt jeg just
i »Grøften«. Den første, jeg løb paa hernede, var gamle
Emil
Helsengreen,
og han spurgte mig straks:
— Er der Fald i Tagrenden, unge Mand?
Saa vidste jeg, hvad der mentes, og kunde svare som helbe*
faren Grøftegænger:
— Hæld i!
Dermed var jeg optaget i »Grøften«, men ikke havnet der, thi
siden er jeg kommet højst uregelmæssigt og med lange Mellem*
rum. Jeg er ikke Stamgæst noget Steds, men hjemme overalt i
Tivoli, hvor Københavnerlivet rører sig, i Bjærgrutchebanen som
hos Høgh i Basaren. For mig beror »Grøften«s Charme derpaa,
at intet er forandret, naar jeg med Mellemrum søger ned i den
grønne Beværtningshave, jeg finder alt ved det gamle, den sam*
me Mand paa den samme Stol, naar Tivoli lukker, som den Gang
Haven aabnede, men ganske vist med et nyt Krus 01 foran sig!
Her sidder ikke mere nogen Kaptain Weiss og grader Øllet med
sit Termometer, og det er et Spørgsmaal, om »Grøften« i vor
Tid ejer en Skikkelse som
Luftskipperen.
Man tør sige, at den sidste fra hans Tid, som nu er Historie,
var
Adolf Olschansky,
en Gang en stor og berømt Klovn. Om
nogen, saa gjaldt det om ham, at han var havnet i »Grøften«.
Thi her sad han i sin Alderdoms Dage, luvslidt i Tøjet, men
med Monoclen fastklemt i det gamle, blinde Øje og var i sin