HavnetIGrøften

1 9 0

Maaneder m a atte de elskelige Silkeborg?Borgere døje mig paa

Scenen, og siden h ar jeg kun tu rd e t komme incognito til Him?

melbjergbyen. Jeg fo rtsatte mine sceniske »Triumfer« i smaa

sjællandske Provinsbyer, hvor jeg hos Dir.

Carl Langballe

—

nu Pantom imeteatrets adstadige Kassander — optraa d te i »Tor*

denskjold i Dynekilen«. Jeg spillede Poul Sparre, og han bliver

som bekend t

ikke

skudt i sidste Akt, hvilket vakte megen Fors

trydelse hos Publikum.

Saa vendte jeg, efter at have væ ret Soldat i 2 A a r og gaaet

af som »Evighedskornet«, tilbage til Pressen, og fra R ingsted

hentede R edak tør

I. A . Hansen

mig ind til »København«. Det

skete i 1923 og i de siden da forløbne A a r har jeg virket ved

dette Blad, ved »B. T.«, »Morgenbladet« og »Aftenbladet«. I

et Par A a r var jeg bosat i Berlin som K o rrespon dent til »Mor*

genbladet«, der desværre i 1931 gik al Kødets Gang, befordret i

Graven af Red. /Isger

Karstensen.

Gennem min V irksomhed som Forlystelsesjournalist og

T eateranm eld er havde imidlertid T e a tr e t a tte r faaet Tag i mig,

og der fulgte derefter en Række Engagementer i Forlystelses?

livets Tjeneste. Som Dir.

Frede Skaarups

Sekretæ r medvirkede

jeg ved Mistinguettes Gæstespil her, og det var mig, der havde

Mod til at byde hende paa Jiakkebøf i »Grøften«. D e t gør jeg

aldrig mere! Saa virkede jeg som Pressesekretæ r ved Djigit?Ko?

sakkernes berømmelige O p træ de n herhjemme, senere ved Wie?

nerdirektøren

Georg Hohenbergs

A rrang emen ter:

Josephine Bat

ker, Georges Boulanger, Lilly Gyenes

yndige Zigøjnerorkester,

med hvilket jeg rejste D anm ark ru n d t . . . . og meget andet. Selv

startede jeg i Fjor E fteraar »De tre fra D e t kongelige — og

Ole Willumsen«,

der opnaaede den største Balletsukces, et Bal?

let?Ensemble udenfor D e t kgl. T eate r nogensinde har opnaaet i

Danmark, og i Foraaret havde jeg den Fornøjelse at præsen?

tere Provinsen for

Ellen Gottschalch

i »Landmandsliv«.

Men Afveksling — Afveksling — maa der til, og da Dir.

W illy

Schumann

‘tilbød mig at blive Reklame? og Pressechef for sin

Cirkus, sagde jeg derfor straks Ja! Og allerede nu h ar jeg læ rt

at tale flydende med saavel Elefanter som Chimpanser sam t med

»der Willy«. D e t sidste er maaske det sværeste.

Hv ad det næste bliver, aner ingen. Jeg har ikke faaet stillet

m it Horoskop, idet saa enhver Spænding vilde forsvinde. Og

det er Spændingen, der gør Livet væ rd at leve.