50 / 129
historie. H a n fortæ ller i et Brev, at han havde Plads i Amfi-
theatret, »hvor E ta tsraa d e rn e vare de sidste«, men om T il
skuernes Stemning er h a n desværre tavs. D o g vilde h a n sige
til Kongen, at selv om h a n spillede smukt, maatte h a n dog
hellere
ikke
spille. Imidlertid fortæller senere Breve intet om,
hvorvidt h a n fik givet Kongen d enne tvivlsomme Kompliment;
det er ikke sandsynligt. M en Ho ffets Lykkejægere følte det
som Dagen s Parole at ud sp re de h an s Ry som Ak tø r. D a Grev
Ho lc k indbildte ham, at Kab inetssek retæ r Reverdil ansaa sig
selv for at være en bedre Skuespiller end sin H e rre , lod han
strak s den fo rtjenstfulde M a n d »gøre Springet«. In d e n Døgnet
var til Ende, skulde h a n være ude af Byen. O rd re n leder, selv
om den er i mind re Format, T a n k e n h en paa Kejser Nero , der
lod en Skuespiller dræbe, fordi Folket tiljublede h am Bifald
ved Kejserens Side. Ch ristian den Syvendes F remstilling af
Sultan O ro sm a n blev k aldt »mesterlig«, og det blev i H isto rien
h a n s tragikom iske Lod k u n at høste Ros for denne for en
Enevoldsherre unægtelig noget begrænsede Gern ing . En Røst
i Samtiden, Overp ræ sid en t U . A. Holsteins, giver os O p ly s
n ing om, hvorledes h an egentlig spillede. H a n skriver, at Kon
gen agerede som »en god, gammel Skuespiller«. D e t vil med
and re O rd sige, at hans Spil v ar uden personligt In dho ld ; han
efterabede blot sine F ran skmæn d s stereotype M an ér, deres
gravitetiske Parykstil, som m indede om de ku n stig t klippede
T ræ e r og Hæ k k e i T idens Haveanlæg. Paa en Skammel i
første Kulisse sad Rollens egentlige Fremstiller, D e la Tour,
og sufflerede, og da Kongen talte u dmæ rk e t F ra n sk og ejede
et vist Imitationstalent, er det sandsynligt, at h an s Spil har
haft den V irkning, man yndede. H v id og rød med sin K rum
sabel draget til Mandsmod ets Pris h a r h a n lignet en commédia
dell’arte-Statuette af Meissenerporcelæn.
T ilskuersalens Gu lv ku nd e hæves i H ø jd e med det skraa
50