![Show Menu](styles/mobile-menu.png)
![Page Background](./../common/page-substrates/page0092.jpg)
H ø e d t og W ie h e ma atte flytte deres k u n stn erisk e Ideer ned
i et meget folkeligt Repertoire, da det kgl. T h e a te r h avd e E n e
ret paa at opføre al virkelig L itteratur. Alligevel sejrede de
totalt og kund e, efter at H e ib e rg h avde fo rlad t D irek tø rpo ste n ,
vende tilbage til Nation alscen en som en A r t Sejrherrer. O p p o
sitionen varede k u n én Sæson, 1855-56, men denn e V in te r h a r
sin egen Plads i vo r T h eaterh isto rie; thi i den kom Scenen
V irkeligheden næ rmere. Ho rison tale Lofter og lukk ed e S tu e
dekorationer, det k arak teriserend e Møb lemen t, veritable G u lv
tæpper, Po rtierer og G a rd in e r, k o rt sagt den y d re Rum fan tasi,
k a n dateres fra denne Episode, og H ø e d t g enn em fø rte Syste
met saa grundig t, at T ilskuerne k u n d e mæ rk e Røgen af h an s
ægte H a v a n n a c ig a re r helt n ed i Park ettet. D e n Porcelænsvase,
h a n skulde slaa i S tykker i »Berth as Klaver«, maatte hver
A fte n være ny og hel. »D e t vil sætte mig u d af Stemning,
hvis jeg s a a ’, den v a r limet,« sagde han.
M e n det var ikke den y d re Iscenesættelse, som betingede,
at m a n føjede O rd e t »berømmelig« til denn e Sæson. D e k o r a
tionerne og Møb lern e d ann ed e k u n Ramm en om to vidtfor-
skellige, men højtbegavede M e n n e sk e rs k u n stn erisk e A n s k u
elser. Ko rt fortalt gik disse An sku e lse r u d paa at k ræve større
N a tu rlig h e d og Eølelsesægthed i Spillet, men Materialet, de
ma atte arbejde med paa Ho fth e atre t, stod i sk arp M od sæ tn in g
til H ø e d ts Kæ rlighed: V erd en slitte ratu ren s Storværker. P ri
vilegiet gav k u n Lange Ret til at opføre Lolkekomedier, Lyst
spil, Vaudev iller og Operetter, og H ø e d t ma atte altsaa slaa af
paa sine stolte O rd (til Ku ltu sm in ister Simony) om den bedste
Del af Skuespillerens V irk somhed, »han s frie og begejstrede
S tud ium og Løsningen af evige Opgaver«. D e t blev ikke
R ichard den Tredie, h a n kom til at spille, men — G re v Baudelot
i »D e n sidste N a t« , og som In s tru k tø r maatte h a n nøjes med
at skabe et hastigt og livfuldt Sammenspil omk ring A d o lp h og
92