326 / 645
3 1 2
S. L. Henrichsen
vilde han ikke; de faa Gange, det skete, var det kun efter
mange Overtalelser, og som oftest solgte han kun Ved
kommende en Gentagelse eller beholdt i det m indste selv
en saadan. Han var uhyre saarbar overfor Kritik og
skyede derfor al Offentlighed. Nogen økonom isk Inter
esse i at sælge sine Billeder havde han ikke, og Resul
tatet blev da ogsaa, at Lejligheden i Frederiksborggade
394, hvor han boede i 49 Aar, efterhaanden fyldtes med
Billeder, der dækkede alle Vægge og fyldte alle Skabe og
Skuffer. Han kunde slet ikke tænke sig at skille sig af
med noget, nænnede heller ikke at tilintetgøre nogetsom-
helst, skønt han nok var klar over, at ikke alt var Op
bevaring værd; ja — end ikke Tanken om, at hans B il
leder skulde sælges eller adsplittes efter hans Død, kunde
han affinde sig med, hvorfor hans testamentariske Be
stemmelser gik ud paa, at Billederne, fraset den topogra
fiske Samling, der skulde tilbydes en offentlig In stitu
tion, skulde opbevares sam let i Fam ilien.
Henrichsens Liv blev saaledes fattigt paa ydre Begi
venheder; hans Karakterudvikling og Liv blev uoprette
ligt præget af Barndommens uheldige ydre Kaar. Den
borgerlige Tryghed opnaaede han, men rigtignok kun
ved et unødig om fattende Slid i Skolens Tjeneste. De
Glæder, han saa bittert beklagede at have maattet und
være i sin Ungdom, undte han sig dog ikke, da han fik
Midler til at skaffe sig dem, og hans Sparsommelighed
antog efterhaanden barokke Former og førte ham i de
sidste Aar ud i en ensom Særlingetilværelse. Ofte nok
havde han beklaget sig over den ringe Fam iliefølelse in
denfor hans egen Slægt. Faderen havde han kun kendt
fra flygtige Sammentræf paa Gaden. Selv fordybede han
sig i sine senere Aar i personalh istoriske Studier og er
hvervede sig en omfattende Viden om Slægtens Fortid,
men samtidig isolerede han sig ikke desto mindre næsten
helt fra sine Nærmeste; den yngste Generation eksiste-